Spektakulær særtransport vakte opsigt
VIDEO: Hvad er 32 meter højt, vejer 200 tons, og er fjernstyret?
Vesterhavet viste tænder tirsdag morgen, men selvom den nordjyske luft var frisk, var det ikke en hindring for dagens helt store transportbegivenhed.
Langs vejene og ikke mindst på havnen i Hanstholm havde nysgerrige tilskuere, fra pensionister til skolebørn, stillet sig klar, alle med kamera og mobiltelefon ved rede hånd. Alle med blikket rettet mod det, der den seneste uge har udgjort den vindblæste havnebys højeste punkt.
Transport af en vindmøllesektion er som sådan ikke opsigtsvækkende - disse transporter foretages i hobetal hver uge over hele landet. Men denne var endog speciel; den 32 meter lange tårnsektion skulle transporteres stående oprejst. Den teknik, som tårnsektionen er monteret med, kan nemlig ikke tåle at ligge ned under transporten.
Der blev brug for gode surringer og køligt overblik, da mastodonten skulle bevæge sig de 25 km fra havnen i Hanstholm, hvor den var blevet skibet ind en uge i forvejen, og ud til bestemmelsesstedet på vindmølletestcentret i Østerild. Med en fart på omkring 3-4 km/t, nogle gange helt nede på 1 km/t i det bakkede terræn, havde teamet fra Mammoet sat godt ti timer af til opgaven.
Til opgaven rullede Mammoet to styks SPMTer ud, der er perfekte til opgaven, hvor det kuperede terræn kræver konstant nivellering. Lidt pudsigt var det dog at se, hvordan transporten, i stedet for en chauffør i et førerhus, blev styret af en mand med en joystick, der mageligt kunne spadsere ved siden af.
For Mammoets medarbejdere i Danmark var det også en ganske særlig dag - transporter som den i Hanstholm er nemlig ikke hverdagskost herhjemme.
- Det er det vildeste, vi har prøvet her i Danmark, siger projektleder Mikael Petersen, der dog samtidig skynder sig at tilføje, at kolleger andre steder i Mammoet-koncernen er noget mere rutinerede udi sådanne ekstraordinære transporter.
Transporten gik fuldstændig efter bogen, og opgaven kunne afsluttes allerede to timer før beregnet tid, da transporten trillede ind på Testcentervej i Østerild. Herefter var det op til BMS at krane den store tårnsektion på plads.