23948sdkhjf

Nationalt testcenter vil styrke transportsektoren

Et nationalt testcenter vil styrke vejgodstransporten og samarbejdet med underskoven af transportorienterede virksomheder, siger Poul Bruun, innovationsdirektør i ILT
De teknologiske landvindinger inden for transportområdet er i rivende udvikling, hvor blandt andet platoons og selvkørende lastbiler på de danske landeveje kan være en realitet om blot få år.

Men for at styrke den danske transport- og logistiksektor i konkurrencen på vejene, bør Danmark satse mere på at skabe et nationalt testcenter for transport- og logistik, mener Poul Bruun, innovationsdirektør i ILT:

- Der gennemføres i vores nærmeste nabolande tests på offentlige veje med de nyeste teknologier i transportsektoren. Det vil være oplagt, at danske og udenlandske aktører også kan udvikle og teste på dansk grund. Dels vil danske myndigheder og virksomheder kunne høste værdifuld viden til i tide at få reguleringer, infrastruktur og servicer på plads, dels vil transportbranchen blive bedre stillet med hensyn til at udnytte de forretningsmæssige muligheder, som digitaliseringen og automatiseringen af køretøjerne giver, siger han.

I Sverige og Tyskland har der i mange år være gennemført tests på offentlige veje. Samtidig slår Poul Bruun fast, at behovet vokser, fordi teknologien ikke har tænkt sig at vente på nogen.

- Danske transport- og logistikvirksomheder taber til deres udenlandske konkurrenter, hvis ikke vi er på forkant med de nyeste løsninger. Vi skal generelt være langt bedre til at gribe de effektiviseringsmuligheder, teknologien bringer med sig i stedet for at frygte den, siger Poul Bruun.

Poul Bruun ser i første omgang, at det kan være lastbilproducenter og udviklere af digitale løsninger, der kan teste deres materiel. Han ser fordelene for transportbranchen i, at man sideløbende med testene og udviklingsarbejdet kan finde veje til at kapitalisere på de nye teknologier.

Test på nyetablerede veje


Ud over at koble transport og trafikforskere tættere på branchen og se på udviklingen af transportmønstre, handler det også om at gøre testningen smart og konkret ved for eksempel at anvende nye vejstykker til tests i de måneder, der typisk går fra, at asfalten er lagt til de åbnes for almindelig trafik.

- Ofte ligger et motorvejsstykke hen et stykke tid, inden det tages i brug. Hvorfor ikke koble test af lastbiler sammen med det nyeste, vi har, inden for vejinfrastruktur? Her bør der kunne hentes gode erfaringer, der kan bruges direkte i såvel vejgodstransport som i infrastruktursammenhæng, siger Poul Bruun.

For transportbranchen er det vigtigt at skabe fælles standarder for regler og dokumentation af transporterne – nationalt som internationalt. Derudover peger han på, at vi også skal løfte os op i helikopteren og se transportkæden i et hele og samarbejde tæt sammen med andre brancher som landbruget, det maritime Danmark og andre områder, hvor vejgodstransporten har en naturlig berøringsflade.

Til gavn for hele Danmark

Ifølge Poul Bruun behøver de danske myndigheder ikke kigge langt væk for at få inspiration til et testcenter.

- I Norge har den nationale kystadministration netop offentliggjort planerne om at iværksætte et testområde for førerløse skibe. Hvorfor skal vi i Danmark ikke være mere ambitiøse, når det kommer til nye smarte løsninger på landevejene ligesom vores norske naboer på søfartsområdet. Branchen er i hvert fald klar, så vi venter spændt på, om myndighederne vil se en idé i dette, siger Poul Bruun.

Det er ikke kun den danske transport- og logistikbranche, der kan få gavn af et nationalt testcenter på transportområdet. Også danske innovations- og teknologivirksomheder vil drage konkurrencemæssige fordele i forhold til deres europæiske konkurrenter.

- Det er klart, at der er en masse afledte effekter ved et nationalt testcenter som dette. En af de helt store fordele ved at placere et testcenter i Danmark er, at det giver danske teknologivirksomheder et forspring i udviklingen af deres produkter til det internationale marked, og så kan det danne grundlag for nye arbejdspladser og tiltrække stærke vidensressourcer, siger Poul Bruun.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14