Motorvejsbyggeri er en farlig arbejdsplads
Nysgerrige borgere vil gerne se nærmere på Holstebromotorvejens fremkomst i landskabet - men adgang til arbejdsarealerne er både farligt og forbudt
Lige nu er der eksempelvis både brostøbninger, jordflytning med store maskiner og konstruktion af en stor faunapassage, som drager nysgerrige tilskuere til.
Men det er langt fra nogen god idé at gå for tæt på, understreger projektleder John Kjærsgaard, som er ansvarlig for Holstebromotorvejens sydlige strækning mellem Herning og Aulum.
- Der foregår nogle spændende ting på projektet, langs med der hvor folk bor i nærheden. Vi kan konstatere, at folk forståeligt nok er interesserede i de ting der foregår, og i nogle tilfælde ser vi også, at folk lufter hunde og tager en spadseretur på arealerne. Vi er glade for interessen, men det er ikke nogen god ide at gå ind på arbejdsarealerne, da det kan være forbundet med stor fare. Der kører ofte maskiner rundt på arealerne, og maskinerne har ikke samme udsyn som en bil, så der kan opstå farlige situationer, hvis chaufføren ikke kan se, at der er en person bag maskinen. Der kan også være fare for at komme til skade på ufærdige vejarealer hvor der kan være dybe udgravninger og opmagasinerede materialer som man skal holde sig fra, siger John Kjærsgaard.
Samme regler gælder selvfølgelig for Holstebrovejens nordlige strækning mellem Aulum og Holstebro.
Faktisk er det ikke bare frarådeligt for uvedkommende at gå ind på byggepladserne. Det er decideret forbudt. Vejdirektoratet har opstillet skilte langs arealerne, der netop viser adgang forbudt på byggepladsen.
Undtagelsen er, når Vejdirektoratet selv inviterer offentligheden inden for på pladserne til Åben Byggeplads. Et sådant arrangement løber efter planen af stablen på Holstebromotorvejen lige efter sommerferien 2016, så nysgerrige midt- og vestjyder skal nok få lysten til at se motorvejsbyggeri stillet.
- Vi vil fra Vejdirektoratets side gerne opfordre til, at reglerne bliver respekteret. Vi er glade for, at folk interesserer sig for byggeriet, men vi vil meget hellere vise projektet frem efter sommeren, hvor vi holder åbent hus for alle interesserede, siger John Kjærsgaard.
Vejdirektoratet udsender pressemeddelelse med nærmere information om Åben Byggeplads på Holstebromotorvejen i god tid inden arrangementet.