Landsdækkende charmetur skal fylde førerhusene op
Skoler får ibesøg af en specieldesignet Volvo-truck med indbygget lastbil-simulator - og eleverne får samtidig viden om mulighederne i transportbranchen
Om blot få år vil transportbranchen få brug for op imod 2.500 nye chauffører, hvilket er baggrunden for, at de tre organisationer siden august sidste år har kørt image- og rekrutteringskampagnen "Job i transport" - forankret i de to fonde Transportens Udviklingsfond (TU) og Godstransportens Udviklings- og Uddannelsesfond (GUU).
Næste skridt i kampagnen er et landsdækkende roadshow, som besøger folkeskoler, erhvervsskoler og efterskoler over hele landet i jagten på unge chaufførspirer. Det sker i en stor, specieldesignet Volvo-truck, som blandt andet indeholder en simulator, der giver et realistisk billede af oplevelsen bag rattet i en lastbil.
Med rundt på roadshowet er nuværende, yngre chauffører, der kan svare på spørgsmål og give skoleeleverne en førstehåndsberetning fra et job i transportbranchen. Endelig vil der ved hvert besøg være quizzer og øvrig information, der gør op med fordommene og viser mulighederne i chaufførfaget.
- Vi er allerede nået langt med vores kampagneaktiviteter på de sociale medier og via film, hjemmeside og målrettede annoncer. Nu er tiden inde til at gå direkte i dialog med de unge og vise, at transportbranchen tilbyder en attraktiv fremtid med alsidige arbejdsdage, spændende udfordringer og gode muligheder for videreuddannelse. Derfor forventer jeg mig meget af det kommende års besøg rundt på skolerne, siger Jørgen Aarestrup, forhandlingssekretær i 3F og formand for Transportens Udviklingsfond.
Hos den ene af de medvirkende arbejdsgiverorganisationer, ATL under Dansk Industri, hæfter branchedirektør Lars William Wesch sig ved, at et lignende initiativ i udlandet har været en stor succes.
- I Sverige, som vi besøgte under forberedelserne, har man haft rigtig gode erfaringer med et roadshow efter samme opskrift som vores, så der er al mulig grund til at tro, at meget konkret synlighed hos de unge kan skabe resultater. Især, når vi samtid har et godt produkt at vise frem. Jobbet som chauffør er alsidigt og udadvendt, og man får en god overenskomstmæssig løn. Det skal vi nu rundt og fortælle meget mere om, siger Lars William Wesch.
Roadshowet havde mandag premiere på TEC Hvidovre og besøger seks skoler mere i løbet af april. Herefter fortsætter Job i transport-roadshowet indtil udgangen af marts 2017.