Fem råd når du ansætter en lærling
Vognmændene er generelt gode til at tage lærlinge, men der er stadig mange myter om, hvad en lærling må og kan
1. Hvornår må lærlingen køre selv?
– En lærling må udføre selvstændige transporter, når vognmanden vurderer, at lærlingen er klar til det. Det vil sige, at der er ikke nogen faste regler for, hvor lang tid, der skal gå. Det er meget vigtigt at slå fast. Der er en gammel myte, der går 20 år tilbage, at der skulle gå et bestemt stykke tid – fx et år – men det er afskaffet for længe siden.
2. Hvor lang tid skal der gå før lærlingen får stort kørekort?
– Hvis man vil have, at lærlingen får sit store kørekort hurtigt, så kan man indgå lærekontrakten tæt på den første skoleperiode. Det vil sige, at man kontakter den skole, som lærlingen skal gå på, og starter lærlingekontrakten op så tæt på, som man selv synes. Det er altså virksomheden selv, der bestemmer, hvornår lærlingekontrakten skal starte, og man behøver ikke have lærlingen gående i flere måneder uden kørekort.
3. Hvor lang er prøvetiden?
– Den generelle regel er, at der er tre måneders prøvetid. Det er vel at mærke praktiktiden – skoletid tæller ikke med i prøvetid. Vognmændene har altså tre måneder, hvor de kan se, om lærlingen og virksomheden passer til hinanden. Lykkes det ikke, skal der ikke angives en begrundelse for at ophæve lærekontrakten. Efter denne periode skal der ekstraordinært meget til at ophæve en lærekontrakt, og her er lærlinge væsentligt bedre beskyttede end almindelige medarbejdere.
4. Hvor vigtig er en uddannelsesplan?
– Den er meget vigtig. Den giver alle et overblik over, hvad lærlingen skal oplæres i, mens han eller hun er i virksomheden. Og her er det vigtigt, at man bruger udtrykket ’oplæring’, for det er det, der er meningen med det hele. Tænk fx på værdien af, at lærlingen sidder med i en uge inde på kontoret og følger kørselslederen og dennes arbejde. Man får forretningsforståelse og kendskab til logistikovervejelser. De lærer naturligvis noget af dette på skolen, men det er ikke det samme som virkeligheden i jeres virksomhed.
5. Hvordan skal vi spille sammen med skolen?
– Det er et godt råd at holde tæt kontakt med den skole, hvor lærlingen går. Få en fast kontaktperson på skolen, som du kan ringe til, eller som kan ringe til dig. Det har skolerne ikke noget imod – tværtimod vil de gerne have det. Fordelen er, at det kan tage mange ting i opstarten. Fx kan skolen sige: Hør, han eller hun trænger vist til at blive oplært i det og det. Og virksomheden kan sige til skolen: Vi synes vores lærling hænger lidt i det og det – kunne I ikke give lidt mere opmærksomhed på det? Det kan forebygge mange problemer.
Kilde: ATL