ITD: Masser af ros til regeringen
En overenskomstaftale på vej, en branche i fremgang og ros til regeringen. Gert Jakobsen havde de positive briller på, da han afgav sin beretning til ITD’s generalforsamling.
ITD's formand Gert Jakobsen havde mange lovord til Venstre-regeringen og især til transportminister Hans Chr. Schmidt. (foto: ITD)
- Allerede i forbindelse med regeringsdannelsen sidste år, kunne vi konstatere, at nye positive politiske vinde blæser over vores branche, sagde ITD-formanden.
- Regeringen valgte som noget af det første at flytte virksomhedskontrollen væk fra politiet og tilbage til Transport- og byggestyrelsen. Det var noget vi hos ITD har arbejdet på i mange år. Vi tror, at denne ændring kommer til at betyde, at vi kan få indrettet en mere rimelig virksomhedskontrol.
Gert Jakobsen rundede også flygtningesituationen og den midlertidige grænsekontrol i sin tale, som han kaldte en stor udfordring for regeringen. Han tilkendegav også ITD’s syn på denne situation.
- Vi har en del medlemmer, som er direkte afhængige af et effektivt indre marked; men vi anerkender også, at vi oplever en ekstraordinær situation i Europa lige nu, og det kræver ekstraordinære løsninger. Vi har derfor med glæde noteret os, at grænsekontrollen er indrettet på en måde, som generer erhvervet og vores medlemmer mindst muligt. Der er endnu engang grund til at rose regeringen for at finde en løsning på et vanskeligt problem, som også tilgodeser vores ønsker, lød det fra formanden.
En branche i fremgang
Formand Gert Jakobsen glædede sig også over, at det igen går godt i branchen:
- Der er så mange muligheder for vores branche – og for de fleste af vores medlemsvirksomheder er der godt gang i hjulene.
- Omkring halvdelen af vores medlemmer forventer en bedre indtjening i 2016 end i 2015 – og dette set i lyset af at der også var en stor andel, der oplevede en stigning i resultatet i 2015. Det går den rigtige vej – og selvom der ikke er tale om et stort opsving, kan vi med glæde konstatere, at der er meget at køre med – og at mange også oplever, at resultaterne følger med. I ITD er vi meget glade for, at en samlet transportbranche på vejtransportrådet har lavet et oplæg til transportministeren, som skal sikre, at vækst kommer på dagsordenen, lød det blandt andet fra formanden.
Vi styrkes gennem samarbejde
- Samarbejde er vigtigt for, at vi kan nå resultater. Og der skal ikke være nogen tvivl om, at ITD ønsker at samarbejde så bredt som muligt, sagde Gert Jakobsen.
Han henviste til, at ITD har mange alliancepartnere. Han fremhævede i denne sammenhæng samarbejdet med Danske Busvognmænd, som ITD de seneste år har haft et godt kontorfælleskab i København. Og senest er Danske Busvognmænd kommet ind som associeret medlem i ITD.
Formanden nævnte også samarbejdet med Ribe Amts Vognmandsforening - som associeret medlem - og sluttede af med at sige, at der også plads til andre foreninger, hvis de ønsker at være en del af ITD-familien.