Trafikken bliver bøvlet op til miniferier
Vejdirektoratet regner med tæt trafik på tværs af landet omkring de kommende helligdage
De to helligdagsferier falder i år på dagene 22.-24. april og 5.-8. maj. Og der ser ud til at blive rigtig travlt på vejene i hele landet.
Her møder du mest ferietrafik
Vejdirektoratet forventer, at ferietrafikken begynder allerede dagen før helligdagene – torsdag den 21. april og onsdag den 4. maj fra kl. 14:00. Myldretidstrafikken vil her møde den første ferietrafik, og det kan give kødannelser og forlænget rejsetid på især:
• Køge Bugt Motorvejen i retning mod Køge
• Fynske Motorvej i retning mod Jylland
• Østjyske Motorvej omkring byerne i Trekantområdet og ved Aarhus.
Den samme travlhed forventes på de nævnte veje på Store bededag og Kristi himmelfartsdag, især kl. 9-14.
Hjemrejsetrafikken falder i begge miniferier på feriens sidste dag, og trafikken vil hovedsageligt gå fra Vest- mod Østdanmark. Normalt fordeler trafikken sig pænt over hele dagen, men især kl.14 - 20 vil der være mange biler på vejene på de store veje på tværs af landet. Erfaringerne viser, at jo bedre vejr, desto senere på dagen vælger de fleste at køre hjemad.
80 km/t på Køge Bugt Motorvejen
Ferietrafikken omkring de kommende helligdage vil især kunne mærkes på Køge Bugt Motorvejen. Lige nu arbejdes der på højtryk på anlæg af nye broer og forlængelse af veje under jernbanen. Derfor er hastigheden sat ned til 80 km/t, og det kan forventes at skabe øget trængsel, når de ekstra mange feriebilister vil ramme strækningen.
Banedanmark skal renovere skinner mellem Roskilde og Odense i Kristi himmelfartsferien den 4.-8. maj. Banen bliver lukket i denne periode, og DSB vil erstatte togene på strækningen med togbusser. Det kan betyde ekstra mange biler på motorvejen, især på de store rejsedage. Desuden skal man regne med mere trafik på vejene i Næstved-området, da jernbanen er lukket på grund af arbejde på den nye bro over Sydbanen.
Lillebælt Halvmarathon afvikles lørdag den 7. maj. Det betyder blandt andet, at til- og frakørsel 59 Fredericia S vil være spærret i begge retninger på E20 Østjyske Motorvej kl. 11-17. Yderligere vil Gl. Lillebæltsbro være spærret for biltrafik under løbet ca. kl. 14-17.
Grænsekontrol kan betyde forsinkelser
Grænsekontrollen ved den tyske grænse har ind til videre kun voldt større gener for trafikken på de større rejsedage i forbindelse med ferier. Vi forventer, at der også i de kommende miniferier er risiko for forlænget rejsetid på de mest belastede tidspunkter for de trafikanter, som skal køre fra Tyskland til Danmark.