23948sdkhjf

Jobindholdet er afgørende for chaufførerne

Det er spændende arbejdsopgaver og gode arbejdsforhold i en virksomhed med et godt omdømme, der gør chaufførerne glade for at gå på arbejde
Chauffører er ikke anderledes end medarbejdere inden for andre brancher. Det er spændende arbejdsopgaver og gode arbejdsforhold i en virksomhed med et godt omdømme, der gør chaufførerne glade for at gå på arbejde. Og chaufførerne er næsten lige så glade for at gå på arbejde, som den gennemsnitlige danske medarbejder, viser en undersøgelse fra konsulenthuset Ennova A/S.

– Der er ingen tegn på, at chaufførerne er vældig kritiske. De er endda mere tilfredse end gennemsnittet, når det gælder om at trives med arbejdspresset og have tid til at levere deres opgaver i en ordentlig kvalitet, fortæller Kirstine Rechendorff, udviklingschef i Ennova.

Hvert år tjekker hun og kollegerne danskernes holdning til at gå på arbejde. I alt 5.300 tilfældigt udvalgte medarbejdere bliver spurgt om deres arbejdsglæde ud fra, hvordan de oplever deres arbejdsforhold, ledelsen og deres arbejdsplads som helhed.

Chaufførerne vil udfordres
Chaufførerne ligger altså omkring gennemsnittet i undersøgelsen. Men der er et par steder, hvor skoen trykker.

– Der, hvor det bliver kritisk for chaufførerne, er, når det gælder om at blive udfordret og have et interessant arbejde. Specielt at have mulighed for at gøre noget, der er særlig interessant på jobbet, siger Kirstine Rechendorff.

Jobindholdet er nummer 1 for os alle, når det gælder arbejdsglæde. Men her er chaufførerne ikke særlig tilfredse, og de er mindre tilfredse end den almindelige medarbejder.

– Det er vigtigt at bide mærke i for arbejdsgiverne, for det interessante job skal forhindre, at chaufføren søger væk eller over i en anden branche, når der bliver efterspørgsel der, siger hun.

Kirstine Rechendorffs råd er, at vognmændene finder ud af, hvad der driver deres chauffører.

– Arbejdsgiverne bliver nødt til at udvikle jobindholdet. Det kan være flere opgaver, eller det kan være at lægge større ansvar ind i det job, de allerede har og lade dem spille en større rolle i virksomheden.

Et godt omdømme trækker

Chaufførerne vil gerne kunne være stolte af deres arbejdsplads. Ennovas undersøgelse viser, at virksomhedens omdømme har stor betydning for, om chaufførerne er glade for at gå på arbejde.

– Chaufførerne vil – mindst lige så meget som alle os andre på arbejdsmarkedet – kunne være stolte af den virksomhed, de arbejder for. Igen et vigtigt element, og det er bare med at gå i gang med de ømme punkter, siger Kirstine Rechendorff.

– Arbejdsglæde er jo positivt for den enkelte, men i høj grad også positivt for virksomheden. Høj arbejdsglæde giver nemlig højere produktivitet, færre sygedage og ikke mindst mindre medarbejderomsætning.

Kilde: ATL

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.157