Rullende job-kontor besøger Region Syd
Dekra Danmark gør et fremstød for en uddannelse som chauffør med en charmetur til Region Syd
Den store grønne og hvide amerikaner-lastbil fra ’Dekra on Tour’ kampagnen har sat sig for at besøge i alt 15 fynske og jyske byer i regionen. Alle interesserede er velkomne til at kigge indenfor i lastbilens store bagkabine (på størrelse med en hel lille lejlighed) og få en snak med en uddannelseskonsulent.
Vi har jobs på hylden
- Vi tilbyder AMU-uddannelser inden for taxi, bus og lastbilkørsel. Og så kan vi faktisk også skaffe jobs, fortæller salgschef Christian Jørgensen fra Dekra Danmark.
- Dekra rekrutterer arbejdskraft inden for transportbranchen i hele landet og har derfor et meget stærkt netværk i denne del af erhvervslivet. Vi har simpelthen fingeren på pulsen og ved, hvor der mangler folk. Vi har hele tiden jobs på hylden.
- Generelt lider branchen af chaufførmangel, tilføjer han.
- Ifølge fagforbundet 3F og arbejdsgiverforeningen ATL kommer der til at mangle op mod 2.500 chauffører inden for ganske få år.
- Det skyldes til dels, at der er positiv vækst i økonomien, samtidig med at rigtig mange ældre chauffører snart vil forlade arbejdsmarkedet, mens der stadig er behov for, at flere unge går ind i branchen. Hertil kommer, at der rundt om i landet nu foregår en hel del større anlægsprojekter med stort behov for kørsel.
Søger kontakt med lokalpolitikere
Konsulenterne fra ’Dekra on Tour’ søger kontakt med såvel ledige som med folk, der kunne tænke sig at skifte branche. Men de vil også meget gerne have en snak med lokale virksomheder og jobcentre samt med politikere fra lokale beskæftigelses- og integrationsudvalg.
- Vi vil gerne minde virksomhederne om, at vi både kan rekruttere nye folk og efteruddanne eksisterende medarbejdere. Og vi vil gerne fortælle politikerne og jobcentrene, at Dekra kan opkvalificere en stor andel af kommunens ledige og få dem i job, siger Christian Jørgensen.
En rigtig god løn
’Dekra on Tour’ kampagnen har også til formål at gøre op med det lidt blakkede ry, som lastbilchaufførbranchen har haft tilbage i 1990’erne.
- Meget har ændret sig siden dengang, understreger Christian Jørgensen.
- I dag er der bl.a. kommet styr på køre- og hviletiderne, og forholdene er i det hele taget blevet meget bedre. Vores budskab i dag er, at en chaufførstilling er et godt job, med en rigtig god løn – ja, faktisk omkring 31.000 kr. om måneden.