Midtjysk vognmand fik bøde på 10.000 kr.
Der manglede vigtig dokumentation på affaldstransporten - og det måtte vognmanden betale dyrt for
Den 16. juni 2016 blev et af firmaets lastbiler kontrolleret ved en større tungvognskontrol i Sønderjylland. Lastbilen transporterede affald, og chaufføren kunne ikke fremvise det lovpligtige ledsagedokument.
Repræsentanten for firmaet redegjorde i retten for, at dokumentet blev fremsendt til kontrolstedet via fax, mens kontrollen foregik. Dermed mente man, at ledsagedokumentet var forevist.
Dommeren lagde til grund, at sådan som reglerne er formuleret, skal dokumentet fysisk ledsage transporten hele vejen, og det havde det ikke gjort.
Firmaet blev idømt en takstmæssig bøde på 10.000 kr.
Vognmandsfirmaet udbad sig betænkningstid.