23948sdkhjf

Ny rapport skærer milliarder af kattegatforbindelse

Rambøll har præsenteret en rapport, der viser, at en fast forbindelse over Kattegat vil koste 36 milliarder kroner mindre end først beregnet
Det er noget af en regnefejl, der er blevet begået i udregningen af prisen på en kattegatforbindelse. I december viste beregninger foretaget af DTU, at prisen ville beløbe sig til 118 milliarder kroner, og det medførte, at ideen umiddelbart blev lagt i graven af regeringen.

Det skriver Dagens Byggeri.

Den høje pris betød, at en ren brugerbetaling af broen ikke ville kunne lade sig gøre, og at staten skulle poste 51 milliarder kroner i projektet ifølge DTU.

Men de tal, Rambøll nu har regnet sig frem til, tegner et ganske andet billede af mulighederne for en forbindelse. I denne rapport er der regnet på, at det statslige tilskud kan opgøres til 'kun' 15 milliarder kroner, hvis man forudsætter en rente på to procent i modsætning til de tre procent, der er lagt til grund i DTU-analysen, og samtidig bruger trafiktal, der modsvarer Infrastrukturkommissionens anbefalinger.

Alt i alt en forskel på det beregnede statslige tilskud de to rapporter imellem på 36 milliarder kroner.

Jens Egdal, divisionsdirektør i Rambøll, slår fast, at Vejle Fjord-broen vil være i så voldsomme kapacitetsproblemer inden for ti år, at man alligevel bliver nødt til at tage stilling til projektet.

- Vi når ikke at bygge en forbindelse over Kattegat, før vi bliver nødt til at udvide vores motorveje, men man vil kunne spare næste omgang af udvidelser. En Kattegat-forbindelse vil til stadighed kunne spare en halv udvidelse af hele vejnettet, siger Jens Egdal til Dagens Byggeri.

Rambøll vurderer, at man med rimelig sikkerhed vil kunne beregne en anlægspris og dermed undgå budgettets "sikkerhedstillæg" på 50 procent til fordel for et mere realistisk tillæg på 10 eller 20 procent.

Kilde: Dagens Byggeri

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078