23948sdkhjf

Slut med nye Scania fra Nyscan fra nytår

Fra årsskiftet nøjes Nyscan med at levere service- og værkstedsydelser for Scania. Salget af nye Scania'er overtages af Scania Danmark
Scania Danmark og Nyscan har indgået en værkstedsaftale, som omfatter levering af Scania-værkstedsydelser og forhandling af originale Scania-reservedele fra Nyscan’s fem lastbilanlæg på Sjælland.

Den nye værkstedsaftale træder i kraft den 1. januar 2017. Den betyder, at Nyscan i den kommende tid vil investere i nye IT-systemer, diagnoseudstyr og medarbejderuddannelse, så man kan opfylde de krav, som Scania stiller. Nyscan skal fra årsskiftet kunne tilbyde serviceydelser på samme høje niveau som Scanias øvrige servicenetværk i Danmark - og i resten af verden.

- Vi har i næsten 50 år været autoriseret Scania-forhandler og har gennem årene opbygget en forretning med gode kunderelationer. Vi ser frem til et fortsat godt og tillidsfuldt samarbejde omkring levering af værkstedsydelser og reservedele for Scania i den velkendte høje kvalitet, siger adm. direktør Claus Hofman fra Nyscan i en pressemeddelelse.

Ophører som forhandler

- Værkstedsaftalen betyder, at Nyscan vil fortsætte med at servicere Scania-biler; men fra årsskiftet 2016/2017 mister de status som Scania-forhandler, forklarer Janko van der Baan, der er adm. direktør for Scania Danmark.

Nyscan vil med andre ord ikke kunne sælge nye Scania-lastbiler fra næste nytår.

- Den 1. januar 2015 opsagde vi vores samarbejdsaftaler med de to selvstændige Scania-forhandlere Nyscan og Stiholt. Vi har siden indgået en forhandler og værkstedsaftale med Stiholt om dækning af det nordjyske område. Med Nyscan har vi nu indgået en værkstedsaftale.

IT-investeringer

For både Stiholt og Nyscan betyder aftalerne, at der skal investeres kraftigt i IT-systemer, så man er integreret med Scania-fabrikken og de øvrige Scania-værksteder.

- Vi bruger Automaster på værkstederne, så det skal Stiholt og Nyscan også investere i, siger Janko van der Baan.

- Systemet er tilpasset Scania og udgør hjertet i vores håndtering af reservedele, serviceydelser og biladministration. Uden det vil man ikke kunne give kunden den rette service og vejledning. Derfor er det helt afgørende for vores værksteder at råde over systemet.

Fokus på uddannelse

Lige så vigtig som Automaster er medarbejdernes uddannelsesniveau. Hver medarbejder på et Scania værksted skal have et uddannelsesniveau, som lever op til et af de fem niveauer, som Scania har opstillet for sine værkstedsmedarbejdere.

- Vi kan ikke have et Scania-værksted, som ikke kan løse bestemte serviceopgaver, fordi man ikke har den kvalificerede arbejdskraft. Derfor har vi et meget højt fokus på kurser og efteruddannelse, forklarer Scania-direktøren.

- Man kan altid blive bedre - også i Scania. Derfor skal man hele tiden opdatere sin viden. Kurser og efteruddannelse er ikke noget, som man fremover kan vælge fra. Alle vores værksteder - både de selvstændige og de Scania-ejede - er forpligtet til at opfylde kravene. Derfor er uddannelse obligatorisk.

- Netop nu er vi ved at finde ud af, hvilket uddannelsesniveau hver eneste Scania-medarbejder har. Vi skal efterfølgende have en personlig samtale med hver for at finde ud af, hvilke ambitioner de har. På den måde kan vi tilrettelægge et helt uddannelsesforløb for dem.

- Det er et helt nyt for Scania at arbejde så systematisk med dette. Det er ved at blive implementeret i hele verden, så naturligvis skal Danmark også med, slutter Janko van der Baan.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.084