Oplæg til friere havnelov
Hans Chr. Schmidt forbereder lovændringer, der tilskynder til samarbejde mellem havne - også uden for landets grænser.
Transportminister Hans Chr. Schmidt (V) lægger op til flere frihedsgrader, der skal ruste danske havne til konkurrence og effektivisering.
Lempelserne vil ske som ændringer i den eksisterende havnelov snarere end en helt ny havnelov, når Hans Chr. Schmidt oplister sine forslag i regeringens arbejdsprogram i næste folketingssamling.
Processen med debat og dialog frem til efterårets lovforslag blev indledt på hans konference i Århus den 29. februar, den såkaldte havnedag.
En sådan proces betyder underforstået, at de forskellige havneinteresser forventes at blive enige om et udkast, som ministeren kan fremsætte som et lovforslag.
Tre temaer
Her blev der kigget på tre temaer:
1) Hindrer havneloven vækst og udvikling?
2) Hindrer havneloven aktiviteter såsom samarbejde med udenlandske havne?
3) Kommunalfuldmagten: hvad må kommunalt ejede havne?
- Nu diskuterer vi disse temaer, og så mødes vi igen, siger Hans Chr. Schmidt.
Lovgivning med brugerne
Han gennemførte en ny havnelov i 2012 i sin forrige periode som trafikminister. Denne gang regner han med mindre omfattende justeringer, men metoden er fortsat intens dialog med interessenterne, som skal leve med lovgivningen.
- Hvis vi for alvor skal styrke de danske havnes position, så er der brug for, at vi både fra politisk hold og ude omkring i landet er enige om retningen, understreger Hans Chr. Schmidt.
- Sektoren får i de kommende år en endnu større rolle, og det gælder ikke bare i transportpolitikken, men også i erhvervspolitikken.
Trafikministeren noterer et super udgangspunkt: - Danmark er ifølge en ny undersøgelse fra Verdensbanken det land i Europa, hvor det tager kortest tid at importere og eksportere varer via havnene.
Succes gavner alle
Hans Chr. Schmidt maner til holdånd frem for brødnid havnene imellem. Hans logik er, at flere bliver mætte, når kagen bliver større.
- Havnene skal kunne glædes over andre havnes succes. Jeg vil gerne væk fra den tankegang om, at ”hvis man ikke selv får en opgave, så er det næstbedste, at nabo-havnen heller ikke får opgaven”.
- Hvis vi skal have Europas bedste havne, skal fokus i fremtiden være, hvordan danske havne bliver bedre i den internationale konkurrence, erklærer Hans Chr. Schmidt.
Internationalt samarbejde
- Det er i alles interesse, at danske havne styrkes internationalt. Et element heri kunne være at se på, om havnenes muligheder for at indgå i samarbejde med udenlandske havne er tidssvarende, da der for branchen som helhed kan være en fordel i et ”cross-border-samarbejde”.
- Et andet element kunne være at se på de nuværende rammer for havnenes samarbejdsmuligheder og hvordan de burde se ud, hvis vi skal hjælpe sektoren til at konsolidere sig.
Byudvikling på havnekajer
Hans Chr. Schmidt freder ikke hver kvadratmeter havneareal til erhvervsformål. Han er eksempelvis villig til at lade Haderslev Havn blive opslugt af kontorer og boliger, for der ligger en stor erhvervshavn i nærheden i Aabenraa.
- Omvendt skal det også være sådan, at en havn, der vil udvikle sig og vokse, skal have plads til det.
Mangfoldighed
Hans Chr. Schmidt fulgte op i sidste uge på Danske Havnes konference i København med at erklære, at han gerne vil behandle alle ens, og det kan kun gøres ved at behandle alle forskelligt.
- Når du har set én havn, så har du set én havn, kvitterede Danske Havnes afgående direktør Gitte Lillelund Bech.
- Det er derfor vigtigt, at rammen for at drive havn tager hensyn til forskelligheden. Havnene specialiserer sig og gør det til en konkurrenceparameter. Det er den rigtige udvikling, fastslog hun.
Havneloven skal fortsat rumme både Thyborøns fiskerihavn, Fredericias havn og den dansk-svenske Københavns havn.