Kæmpe betonklods er i vejen i Aarhus
Nedgravede rester af en over 50 meter lang betonklods udfordrer etableringen af Aarhus Letbane.
Det er nedgravede rester af en over 50 meter lang betonklods, der skaber problemer, og det betyder, at trafikanter fra den 9. maj til den 24. juni vil opleve forlængede rejsetider.
Betonklodsen har tidligere været en del af afvandingssystemet, og forventningen var, at den kunne blive liggende. Det viser sig nu teknisk umuligt.
Alle muligheder for at opretholde to spor er blevet undersøgt, men ifølge Trine Buus Karlsen, der er anlægschef i Center for Byens Anvendelse, er det at inddrage den ene kørebane i nordgående retning for at opretholde sikkerheden, mens betonklodsen bliver fjernet.
- Vi har blandt andet overvejet at inddrage cykelstien til kørebane i perioden, men det ville skabe store gener for de flere tusinde, som dagligt blandt andet cykler til og fra Navitas. Det kan desværre ikke undgås, at nordgående bilister vil opleve forlængede rejsetider, mens arbejdet står på, men vi sætter tempo på arbejdet, siger Trine Buus Karlsen i en pressemeddelelse.
Det er særligt Mols Linien og deres mange kunder, som bliver berørt, oplyser Aarhus Kommune. Signalanlæggene omkring Nørreportkrydset er i dag programmerede efter Mols Liniens ankomster, så alle bilister fra færgerne kommer væk fra havnen uden nævneværdig forsinkelse. Den særlige færgeprogrammering vil fortsat fungere under arbejdet, men det vil give nogle ekstra minutters rejsetid for den enkelte bilist.
- Vi opfordrer alle trafikanter med slutdestination uden for området omkring krydset til at benytte alternative ruter i perioden. Det er et af de mest komplekse kryds i byen, som vi optimerer, og det vil uundgåeligt udfordre trafikken i perioder. Til gengæld kan trafikanter glæde sig til årsskiftet, hvor krydset er færdigombygget og optimeret til de nuværende trafikmængder, siger Trine Buus Karlsen.