23948sdkhjf

Slut med post om lørdagen

Borgerne får breve færre dage i postaftale, som forbedrer Post Danmarks økonomi med 328 millioner kroner
Så er det slut med at tøffe ud til postkassen for at se, om der er kommet brev om lørdagen.

For var det hidtil blot usandsynligt, er det fremover ikke længere muligt, efter et bredt flertal i Folketinget tirsdag morgen præsenterede et nyt postforlig, der blandt andet skærer postomdelingen ned fra seks til fem hverdage om ugen.

Samtidig afskaffes Post Danmarks pligt til at levere breve fra dag til dag, og brevsendere må i stedet indstille sig på, at der nu kan gå op til fem hverdage, før posten når frem til modtageren.

Årsagen til forringelserne af postomdelingen er den simple, at Post Danmark gennem de seneste tre år har haft et årligt underskud på mere end 100 millioner kroner.

Danskerne sender i dag i gennemsnit fire breve om året, og det er ifølge transportminister Hans Christian Schmidt (V) for lidt til, at det kan forsvares at opretholde den nuværende ordning.

- Det er en svær sag, for det er nogle ulemper vi indfører for folk, men det har simpelthen været nødvendigt, siger ministeren.

Samme melding kommer fra De Konservatives transportordfører, Rasmus Jarlov, der heller ikke så anden udvej end at afskaffe dag til dag-posten, som udgangspunktet for et dansk brev.

- Alternativet havde været at sætte prisen per brev op til måske 50 kroner eller at give et trecifret milliontilskud til Post Danmark. Og det har vi ikke ønsket, siger han og fortsætter:

- Vi synes, at det er naturligt, at når der bliver sendt færre breve, så justerer vi også på vilkårene for postuddelingen.

Et af de områder, der ventes at blive ramt hårdt af det nye forlig, er uddelingen af aviser i store dele af landet.

Ifølge chefredaktør Erik Bjerager på Kristeligt Dagblad betyder de nye regler eksempelvis, at hans avis må se sig om efter en ny distributør og derfor vil få sværere ved at nå ud til de mindst befolkede dele af landet.

- Jeg synes, at det er uforståeligt, at en regering som har gjort det til sin særlige opgave at forsvare udkantsdanmark vil gøre det utroligt svært at bo i yderområderne og holde avis, siger han.

Forhandlingerne i Transportministeriet om det nye postforlig var til det sidste omgærdet af uro, fordi Socialdemokraterne er bekymrede for en sideløbende plan i Skatteministeriet, hvor Post Danmarks momsfritagelse på pakkepost måske står for fald.

Den nuværende momsfritagelse gør, at Post Danmark fortsat er en markant spiller på markedet for omdeling af blandt andet forbrugsvarer, der er indkøbt på nettet.

Og ryger den position frygter Socialdemokraternes postordfører, Christian Rabjerg Madsen, for konsekvenserne for Post Danmark.

- Jeg hører Post Danmark sige, at det kan betyde 150 millioner kroner om året, sagde Christian Rabjerg Madsen kort før tirsdagens morgenmøde i Transportministeriet.

Efter mødet måtte han erkende, at han ikke fik en garanti mod, at Skatteministeriet også vil forringe vilkårene for Post Danmark.

Med de nye regler for postomdeling er Danmark reelt sat tilbage til dengang Christian IV grundlagde det danske postvæsen. Dengang i midten af 1600-tallet tog det også fem dage for et brev at nå frem.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079