Transportministeren vil udfase IC4
IC4-tog skal udfases kontrolleret, som politikerne kræver, siger transportminister Hans Christian Schmidt (V)
Det oplyser ministeren i en skriftlig kommentar.
- Det er min opfattelse, at vi skal arbejde frem mod en kontrolleret udfasning af IC4-togene, som jeg i øvrigt også tidligere har tilkendegivet over for Folketingets transportudvalg, og jeg ser frem til at drøfte situationen nærmere med dem, siger han.
Problemerne med IC4-togene har været mange, og senest er det dørene, som har problemer med at lukke, og trinbrættet der ikke kan trækkes ind.
Desuden kører IC4-tog næsten ikke mellem København og Aarhus.
Venstres transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen, tror ikke på IC4-løsningen.
- IC4 kommer aldrig på sporet. Det eneste rigtige vil derfor være en kontrolleret udrangering, siger han til Jyllands-Posten.
Socialdemokraterne og SF er også trætte af IC4-toget.
- Jeg er helt enig i de betragtninger om IC4 togene, som Venstres transportordfører fremsætter i dag, siger transportministeren.
DSB skal i år afgøre IC4-togenes fremtid og fremlægge planen for Folketinget, siger han.
- Her er det meget vigtigt for mig, er at man forholder sig realistisk til IC4-togene. Passagererne har ikke brug for overoptimistiske planer, siger Hans Christian Schmidt.
- Jeg har noteret mig, at DSB selv har tilkendegivet, at man ikke forventer, at IC4 bliver rygraden i fremtidens trafik.
Transportministeren har inviteret Folketingets transportudvalg til møde med DSB inden sommerferien. Ved mødet skal parterne drøfte DSB’s materiel generelt, og de vil også diskutere IC4, fastslår transportministeren.
- Der er i DSB-kontrakten afsat penge til indkøb af nyt materiel, og DSB er i gang med det arbejde, siger Hans Christian Schmidt.
/ritzau/