DSV taber på fusion i første kvartal
Fusionen med amerikanske UTi giver højere omsætning, men lavere resultat i danske DSV i første kvartal
De første tre måneder af 2016 giver et resultat før skat på 319 millioner kroner i transportkoncernen DSV mod 569 millioner kroner i samme kvartal 2015. Omsætningen steg til 15,3 milliarder kroner mod 12,6 milliarder kroner i samme periode i 2015.
- Vi er kommet godt fra start, og processen forløber planmæssigt, siger administrerende direktør Jens Bjørn Andersen i en kommentar til regnskabet.
- UTi har, som ventet, bidraget med et tab i de første par måneder, men den øvrige DSV-forretning har fortsat den gode udvikling fra 2015. Samlet set er vi meget tilfredse med at levere et driftsresultat for kvartalet på niveau med sidste år, siger han.
DSV har afsat 1,5 milliarder kroner til at løfte selskabet og fusionere de to forretninger, hvor man blandt andet skal sammenlægge kontorer rundt om i verden og afskedige ansatte.
Det danske selskab forventer, at indsatsen vil give synergier for 1,5 mia. kroner, hvilket efter planen vil være hentet hjem i 2018.
/ritzau/