Østjysk vejprojekt vil koste 450 millioner
12 kilometer vejstrækning skal fuldende den tredje ringforbindelse rundt om Aarhus.
Dermed er det nu op til byrådet at beslutte, hvor den kommende linjeføring skal placeres.
- Det har været en lang proces, siden byrådet overtog projektet med Bering-Beder-vejen fra amtet i 2007. Mange borgere i den sydlige del af byen har ikke kunnet få en afklaring af, hvor vejen ville ende. Det kommer vi nu et stort skridt nærmere, siger rådmand Kristian Würtz i en pressemeddelelse,
Der har været tre linjeføringer i spil i den afsluttende undersøgelse af projektet, og Teknik og Miljø anbefaler nu politikerne at vælge den nordligste linjeføring, lige syd for Tranbjerg og Mårslet.
- Det er klart, at for nogle borgere betyder denne linjeføring, at de kan se frem til at få en vej tæt på deres bolig. Men sådan vil det være, uanset hvilken linjeføring vi vælger. Med den nordlige linje sikrer vi en linjeføring, som i høj grad aflaster små og belastede veje i området. Det er den linjeføring, som flest vil benytte, og som samtidig lokalt vil forbedre trafikbetjeningen af Tranbjerg og Mårslet markant, siger Kristian Würtz.
Aarhus Kommunes anbefaling er en del af den endelige VVM-undersøgelse af den kommende vej, der tirsdag bliver forelagt Magistraten. Ifølge den endelige VVM redegørelse bliver der behov for støjafskærmning ved Tranbjerg for at beskytte de sydligste boliger.
Bering-Beder vejen forventes at koste omkring 450 millioner kroner. Indtil videre har byrådet afsat godt 100 millioner kroner i 2019 til projektet og påbegyndt en opsparing på 15 millioner kroner årligt.