Thyborøn indvier ny flydedok
Investeringen i nye faciliteter skal gøre Thyborøn til Vestkystens vigtigste værftsby.
- Det bliver den største flydedok på Vestkysten, så det forventer vi os lidt af. Vi har mest arbejdet på fiskebåde og lidt mindre fartøjer og lokale færger, der er kommet på bedding, men nu har vi en større kapacitet, så vi kan tage nogle større skibe, forklarer Jens Kristian Eriksen, der er daglig leder af Kynde & Toft.
Flydedokken er 153 meter lang og 33 meter bred og har hidtil ligget i Göteborg. I Thyborøn vil den kunne tage imod skibe på op til 150 meters længde, 25 meters bredde og en vægt på 6.000 tons. Der er dermed tale om Danmarks tredjestørste dok, kun overgået af Fayard og Orskov Yard.
I Thyborøn har man store forventninger til den nye dok, og den bliver et vitalt led i forsøget på at trække reparationer til den vestjyske by.
- Det er på grund af, at skibene bliver større her i havnen, og dem har vi ikke kunnet tage op på bedding tidligere. Derfor har vi valgt at sige, at de ikke skal rejse andre steder hen, og i stedet har vi investeret i de nødvendige faciliteter, siger Jens Kristian Eriksen, og fortsætter:
- Vi satser stadig på fiskerbåde, men måske også nogle norske både, som generelt er lidt større, og også nogle af dem, vi har i havnen i forvejen, som er for store til, at vi tidligere har kunnet tage.
Både for Thyborøn Skibs- og Motor og Kynde & Toft kommer dokken til at betyde ekstra beskæftigelse, og Jens Kristian Eriksen forventer, at der i første omgang bliver behov for cirka 40 ekstra medarbejdere plus yderligere medarbejdere hos underleverandører.
- Vi har allerede hver ansat fem-syv mand og søger stadigvæk, konstaterer han.
Samtidig med indvielsen har dokken fået besøg af det første skib. Det drejer sig om den ene af Fur-færgerne, som har en defekt skrue og ved samme lejlighed får et bundsyn.