Trafikkampagne når 100.000 elever
Trafiksikkerhed i Øjenhøjde er Danmarks største trafiksikkerhedskampagne.
På mandag den 23. maj fra kl. 08.05 – 09.30 rykker Trafiksikkerhed i Øjenhøjde lastbilen ind i skolegården på Vestergårdsskolen I Viby J for at lære børnene, hvordan de placerer sig og tager sig i agt, når de møder lastbiler i trafikken. Hermed er kampagnen i gang med sin 13. sæson.
Elev nr. 100.000
På Vestergaardsskolen vil kampagnen nå op på at undervise elev nr. 100.000.
Børnene lærer, at når de som cyklister skal ligeud i et vejkryds, samtidig med at en lastbil skal til højre, så skal de tage sig i agt for lastbilens kritiske zone. Særligt lige før og i selve svinget. Den kritiske zone går ca. 2 meter ud fra lastbilens højre forhjørne/A-stolpe. En refleksvest eller tøj i pang-farver til børn og voksne gør samtidig en markant forskel i trafikken og er et effektivt redskab til ikke at blive overset.
Som udgangspunkt er det chaufførens ansvar at undgå højresvingsulykker, men opgaven med at orientere sig efter cyklister både gennem ruderne og i op til 4 spejle, og på samme tid, være opmærksom på den øvrige trafik og på at manøvrere lastbilen, er en vanskelig opgave, som muligvis ligger på grænsen af den menneskelige opfattelsesevne. Mere end 80 % af de fatale ulykker sker omkring lastbilens front eller højre side af førerhuset*. Cyklisten bliver typisk kørt over af højre forhjul. Derfor er det som cyklist og fodgænger vigtigt at være bevidst om risikoen og holde sig udenfor en lastbils kritiske zone.
I år: Østjylland
I 2016 vil kampagnen primært besøge folkeskoler i Østjylland, fra Aarhus og Herning i nord til Vejen og Kolding i syd. Kampagnen kører frem til uge 23.
Der er i år tilmeldt 52 skoler, og der undervises 215 klasser.
Kampagnen deltager også på særlige events i forbindelse med Fars Dag på Teknisk Museum i Helsingør den 5. juni og på den årlige Falck-dag på Egeskov slot den 6. august.
Årets trafikhelt
For at holde fokus på de gode vaner og passe på sig selv i trafikken, fortsætter Trafiksikkerhed i Øjenhøjde successen fra 2015 med Årets Trafikhelt, hvor alle børn fra 0.- 5. klasse kan deltage.
For at blive nomineret til Årets Trafikhelt skal man have gjort en forskel for andre i trafikken. Læs mere og nominér én du kender på www.trafikhelt.dk
Fakta: Bag Trafiksikkerhed i Øjenhøjde står
DTL – Danske Vognmænd
fagforbundet 3F's Transportgruppe
energiselskabet OK
Danske Fragtmænd
Volvo Trucks
Børneulykkesfonden
Codan Skadesstop.
DTL – Danske Vognmænd
fagforbundet 3F's Transportgruppe
energiselskabet OK
Danske Fragtmænd
Volvo Trucks
Børneulykkesfonden
Codan Skadesstop.