23948sdkhjf

Chaufførers vilkår på dagsordenen

Transportministeren måtte forholde sig til undersøgelse om udenlandske chaufførers vilkår på de danske veje
Transportministeren måtte torsdag forholde sig til den undersøgelse, som DTL – Danske Vognmænd og 3F har fået udarbejdet om udenlandske chaufførers vilkår på de danske veje.

Undersøgelsen, kaldet ”sideveje i dansk transport”, baserer sig på besvarelser fra 225 chauffører af rumænsk, bulgarsk eller makedonsk oprindelse om deres løn og arbejdsvilkår under opholdet i Danmark. Det skete i efteråret 2015 under chaufførernes hvil rundt omkring i landet.

Christian Rabjerg Madsen (S) havde ønsket ministerens konklusioner på undersøgelsen, eventuelle initiativer i den anledning – og hvad ministeren i øvrigt agter at gøre for at komme social dumping til livs i lastbilbranchen.

Transportminister Hans Chr. Schmidt roste undersøgelsen men havde bidt mærke i, at den ikke kunne dokumentere brud på cabotagereglerne, selvom chaufførerne efter eget udsagn ikke ser deres hjemland i meget lang tid.

Cabotageregler skal følge chaufføren

Ministeren gjorde en del ud af at fremhæve, at cabotageregistreringer følger lastbilen og ikke chaufføren. Derfor kan et længere chaufførophold i Danmark ikke i sig selv være udtryk for cabotageovertrædelser.

Desuden er det myndighederne i chaufførens hjemland, der er ansvarlig for at påse, at chaufførens løn- og arbejdsvilkår er overholdt. Han benyttede lejligheden til endnu en gang at understrege, at midlerne til at fjerne grundlaget for den sociale dumping skal finde sted i EU.

- Det er rigtigt, at man ikke kan drage konklusioner, som undersøgelsen ikke giver grundlag for. Men undersøgelsen peger på en systematisk tilstedeværelse, der er grundlaget for de miserable livsbetingelser, chaufførerne lever under. For det er ikke realistisk, at chaufførerne skifter køretøj undervejs, siger DTL-direktør Erik Østergaard, og fortsætter:

- Derfor er jeg også glad for, at den socialdemokratiske transportordfører Rasmus Prehn på samrådet foreslog ministeren at lade det indgå i sine planer for EU-arbejdet, at reglerne om cabotage skal gælde chaufføren frem for lastbilen.

Strategi drøftes på lukket møde

Hans Christian Schmidt pegede på fire punkter, som han ønsker at bære frem i EU: Først og fremmest nødvendigheden af, at forbedre statistikkerne for cabotagekørsel, overtrædelser og håndhævelse. Dernæst en afklaring af, hvad begrebet cabotagekørsel dækker over.

Her nævnte ministeren især muligheden for, at cabotagekørsel kan foretages ubegrænset men i et fast tidsrum. Også grundlaget for den internationale tur, der ligger forud for cabotagekørslen bør strammes op, for eksempel ved krav om at medbringe faktura.

Endelig mener ministeren, at postkasseselskaber skal forhindres ved at kræve, at lederen af selskabet har de nødvendige kvalifikationer for at drive transportvirksomhed.

Hans Chr. Schmidt er klar til nærmere at drøfte strategien for, hvordan EU skal præsenteres for den danske holdning, når der senere skal arbejdes med den kommende vejtransportpakke – på et lukket møde med udvalget.

Gider ikke debat

Til gengæld var det en lettere irriteret minister, der afviste en påstand fra transportordfører Prehn om, at ministeren synes at udvise en ”tilbagelænet attitude” og ”utilstrækkelig ansvarsfølelse” for sagen:

- Jeg gider ikke den debat. Jeg mener normalt, hvad jeg siger, og det her er ikke bare en ”walk-over”. Jeg må minde om, at ikke alle lande mener det samme. Nordvesteuropa ønsker generelt stramninger, men Sydøsteuropa vil fortsætte i samme spor, sagde ministeren.
Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078