Nytænkning er vejen til overlevelse
ICT Logistics har Rusland som hovedmarked, og det har givet svære udfordringer - men nu lysner det i horisonten, mener direktøren
Virksomheden har specialiseret sig i godstransport mellem Vesteuropa og Rusland, Ukraine og fjernere lande som Kazakhstan, Aserbajdsjan og Georgien. Men den besværlige politiske situation og de faldende oliepriser har gjort det nødvendigt at tænke anderledes og satse på nye markeder, for at tjene penge.
Årsrapporten for 2015 viser da også, at ICT er på vej i den rigtige retning. Året mundede således ud i et overskud før skat på 4,9 millioner kroner mod 4,7 millioner kroner i 2014.
- Resultat er ikke på et niveau, vi er tilfredse med overordnet. Men vi lever med det og accepterer det, fordi markedet er, som det er. Rusland har været ekskremt hårdt ramt for os i den her periode - det må vi bare sige, siger direktør Leif Pedersen til aoh.dk.
ICT er begyndt at trække tråde ud til betydeligt flere lande. Blandt andet fragtopgaver på Balkan, i Rumænien, Bulgarien samt England og Tyskland.
- Vi bliver mindre sårbare ved at få underbygget med nye markedsområder. Det har vi jo lært ved det her, hvor vi har så meget baseret på fragter til og fra Danmark. Det gør bare brandhamrende ondt, når sådan et marked går i stå, siger Leif Pedersen.
Det seneste halve år er der justeret kraftigt i organisationen, blandt andet er medarbejdertallet er gået fra 135 til aktuelt 104 i hele koncernen.
Oprindeligt var der budgetteret med et 2016 på samme niveau som 2015, men året er kommet bedre i gang end forudset. Direktøren har derfor en forventning om, at ICT kommer til at levere et markant bedre resultat end i 2015.
Kilde: AOH.dk