Meldgaard Transport skifter ud i ledelsen
Meldgaard Transport har realiseret et underskud på 4 millioner kroner i 2015. En ny ledelse skal rette selskabet op.
- Resultatet er klart utilfredsstillende, konkluderer Lasse Meldgaard.
- Vi har taget konsekvensen af det dårlige resultat og skiftet ledelsen ud i Meldgaard Transport, siger han.
- Transportchefen er fratrådt. Vi har nu sat gang i en turn-around og har iværksat processen med at finde en ny transportchef. Vi forventer, at den ny transportchef kan tiltræde efter sommerferien.
IT-problemer
Ud over hård konkurrence og overkapacitet i markedet har Meldgaard Transport også været ramt af voldsomme IT-problemer.
- Vi har fået et nyt system, som vi døjer med. Vi forsøger stadig at reparere på det. Det er da blevet bedre, men vi må bare erkende, at vi ikke er i mål endnu med det endnu.
Tættere på
Lasse Meldgaard er direktør i flere af Meldgaards selskaber, men han er sammen med koncernens økonomichef nu rykket tættere på Meldgaard Transport.
- Vi glæder os til at få ro på bagsmækken og komme ind i en mere stabil drift. Vi er fortrøstningsfulde. Transportdivisionen er den ældste del af Meldgaard, så der er en hel del hjerteblod i dette her, siger Lasse Meldgaard.
Meldgaard Transport råder over 70-75 lastbiler, der udelukkende er beskæftiget med bulktransport for entreprenørbranchen og landbruget.
Hovedtal for Meldgaard Transport A/S:
i t.kr. | 2015 | 2014 |
Bruttoresultat | 43.661 | 38.046 |
Resultat af ordinær drift | -4.944 | -2.794 |
Resultat før skat | -5.422 | -3.385 |
Årets resultat | -4.138 | -2.573 |
Egenkapital | 14.765 | 13.903 |
Antal ansatte | 85 | 70 |