23948sdkhjf

Verdens længste tunnel forbinder nu Europa

På 17 år er 28 millioner ton klippe boret ud til den 57,1 kilometer lange Gotthardtunnel under Alperne i Schweiz. Tunnelen blev indviet onsdag
Med ordene "Der er fri bane" erklærede den schweiziske forbundspræsident, Johan Schneider-Ammann, onsdag den ny Gotthardt Basistunnel gennem Alperne for åben. Et tog fra hver side satte sig samtidig i bevægelse med hver 500 udvalgte passagerer om bord.

Efter den officielle åbning, der foregik med pomp og pragt, vil der gå et halvt år, inden tunnelen for alvor tages i brug. For rejsende mellem Zürich og Milano vil togturen til den tid blive en time kortere og tage to timer og 40 minutter.

Præsident Schneider-Amman betegnede åbningen af den 57 kilometer lange jernbanetunnel, der er verdens længste, som en historisk dag.

- Det er et vigtigt skridt for Schweiz, for vores naboer og for resten af kontinentet, sagde det schweiziske statsoverhoved om den ny jernbanestrækning fra Erstfeld til Bodio.

Ved den officielle åbning var blandt andre den tyske forbundskansler, Angela Merkel, Frankrigs præsident, François Hollande, den italienske premierminister, Matteo Renzi, og Østrigs kansler, Christian Kern, til stede.

Med en byggeperiode på 17 år og en pris på omkring 11 milliarder euro (82,5 milliarder kroner), ligger den færdigbyggede Gotthard Basistunnel som kernen i den ny transalpine jernbaneforbindelse mellem Nord- og Sydeuropa.

Den enorme tunnelboremaskine kunne på en god dag bore 40 meter tunnel om dagen, hvilket er verdensrekord. Ud over at være verdens længste tunnel, er Gotthard også verdens dybeste tunnel med op til 2,3 kilometer bjergmassiv over tunnellen.

Mere end 28 millioner ton klippe er boret ud fra bjergmassivet i nærheden af Gotthardpasset. Tyngdekraften har under hele borearbejdet udgjort en massiv udfordring for entreprenørerne på grund af bjergenes forskelligartethed.

Visse steder var bjergmaterialet "blødt som smør" og andre steder "hårdt som granit". Det har derfor været nødvendigt med stålforstærkninger af tunnelrørene, så de ikke braser sammen.

Sporet er fladt og lige i stedet for at snirkle sig op gennem bjergene, som den gamle jernbanetunnel og en vejtunnel, der blev åbnet i 1980, gør det. Omkring 260 godstog og 65 persontog vil fra december dagligt gennemkøre den ny tunnel på kun 17 minutter.

Med det store europæiske projekt vil en væsentlig del af godstransporten mellem den hollandske havneby Rotterdam og Genova ved Middelhavet flytte fra lastbiler over på jernbanevogne.

Gotthard Basistunnel er finansieret af moms, brændstofafgifter, vejafgifter på tunge køretøjer og statslån, der skal betales tilbage i løbet af ti år.

Tunnelprojektet blev godkendt af schweiziske vælgere ved en folkeafstemning i 1992. To år senere støttede vælgerne også et forslag fra miljøgrupper om at flytte al godstrafik gennem Schweiz fra vej til jernbane.

Da den schweiziske ingeniør Carl Eduard Gruner i 1947 præsenterede en idé om at bygge en tunnel under Alperne, forudså han, at projektet kunne stå færdigt i begyndelsen af det 21. århundrede.

Gruner ramte kun 16 år ved siden af.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.438