ITD indleder jagten på ny direktør
I kølvandet af Jacob Chr. Nielsens fratrædelse har ITD’s bestyrelse indledt processen med at finde en ny administrerende direktør
- I tirsdags sagde vi farvel til Jacob Chr. Nielsen, som ITD’s naturlige omdrejningspunkt og organisationens primære ansigt udadtil. I dag indleder vi så processen med at finde en ny direktør, der kan fortsætte den nuværende strategi og linje, siger han, og fortsætter:
- Vi ønsker at finde en værdig afløser på posten som administrerende direktør. Når alt kommer til alt, handler det om at sikre det værdifulde arbejde, organisationen gør hver dag for de danske transport- og logistikvirksomheder.
- ITD gør det godt. Vi har overskud, og nye medlemmer kommer til hver uge. Vi har en klar ambition om at være den førende brancheorganisation for transport- og logistikvirksomheder i Danmark. Det har vi aldrig lagt skjul på. Derfor fortsætter vi også arbejdet med vores Strategi 2020 og fastholder den nuværende linje i forhold til både medlemmerne og politisk. Intet er således ændret. Vi har så småt indledt processen for at finde en ny administrerende direktør, der kan føre ITD’s strategi og visioner videre ud i livet, siger Gert Jakobsen.
Indtil den nye direktør er på plads, er John V. Thomsen udpeget som direktør i overgangsperioden, og Gert Jakobsen står selv for den politiske del af ITD’s arbejde.
Organisationen har de senere år udvidet butikken med en række nye tiltag senest med den nye arbejdsgiverorganisation ITD Arbejdsgiver. Gert Jakobsen understreger, at fundamentet i ITD’s arbejde fortsat er at understøtte den professionelle transport- og logistikbranche.
- ITD er en central organisation for de danske transport- og logistikvirksomheder, der er kendt for sin høje professionelle standard og troværdighed i det arbejde, vores medarbejdere lægger for dagen, hvad enten vi taler medlemsservice, salg eller politisk arbejde. Det skal vi fortsætte med. Vores evne til at servicere medlemmerne, kæmpe for deres mærkesager og skabe løsninger, der udvikler branchen, er og bliver ITD’s varemærke, siger Gert Jakobsen.
Han forventer, at processen med at finde den rigtige til jobbet som administrerende direktør kan tage op til et halvt år.