Der skal være plads til deleøkonomien
Deleøkonomien er en del af fremtiden, understreger EU-Kommissionen, og medlemslandene skal sikre de nye løsninger en plads på markedet
Udtalelserne faldt i forbindelse med lanceringen af en række retningslinjer for deleøkonomi, som det er tydeligt, at Kommissionen mener, er en del af fremtiden.
Retningslinjerne er længe ventede, da der i en række medlemslande er uklarhed omkring, hvordan man skal regulere eller skabe plads til deleøkonomiske løsninger som Uber og AirBnB. I en række lande har særligt Ubers forretningsmetoder ført til store demonstrationer og sågar retssager – herunder i Danmark.
- Det er særligt Uber, som qua sin forretningsmodel har måtte stå på mål for kritikken i Danmark og Europa. Selv om virksomhedens metoder kritiseres, så har Uber vist, at der er en efterspørgsel efter den type services, og at den kan konkurrere med det eksisterende taxaerhverv. Det samme gør sig i varierende grad gældende for andre deleøkonomiske services. Derfor er der også behov for en afklaring af, hvor og hvordan virksomheder skal stille sig i forhold til nye deleøkonomiske tiltag, siger Karen Roiy, europapolitisk chef i ITD.
Den korte afstand mellem forbruger og producent, som de deleøkonomiske platforme skaber, rummer på en og samme tid en stor fleksibilitet, men også en hvis usikkerhed.
- Fleksibiliteten kan i vores optik være til fordel for begge parter, og i transporterhvervet kan deleøkonomien være en ud af flere måder til at få solgt en ledig plads på ladet. Vi skal dog sikre, at der er klarhed om rammerne for at drive virksomhed inden for deleøkonomien, siger Karen Roiy.
Hun understreger, at man set med ITD’s øjne er positive over for, at man fra europæisk side gør sig bestræbelser på at få lavet fælles europæiske regler, da der i høj grad er behov fo, at man fra europæisk side har fælles fodslag i forhold til deleøkonomien.