Banegods i vækst - men...
Der skal være tydelige økonomiske fordele, før godset bliver flyttet fra vej til bane
H. Daugaard er den største danske operatør inden for banetransport af stål, papir, byggematerialer og kemikalier. Foto: H. Daugaard
Det virker oplagt, med den stigende trængsel på vejene, at noget af belastningen kan flyttes over på skinnerne.
- Med den belastning, vi alle oplever på vejnettet, så er det skønt at kunne bekræfte, at vi hos H. Daugaard ser en stigende godsmængde indenfor sø og bane, vurderer direktør i H. Daugaard Michael Frihagen.
Men overførslen af gods fra vej til bane sker ikke af sig selv.
- Banegods får kun en renæssance, når det er økonomisk lønsomt. Ingen vil betale for meget for det, for du får jo ingen kunder til at betale mere for en transportform frem for en anden, siger Michael Frihagen, og fortsætter:
- Kunderne vil stadig tænke økonomi. Men står de overfor en ”grøn” og en ”sort” løsning til samme pris, er tendensen heldigvis, at man vil vælge den grønne.
H. Daugaards godsterminaler i Vamdrup, Kolding og Vejle er alle forbundet til jernbanenettet, og er den største danske operatør inden for banetransport af stål, papir, byggematerialer og kemikalier.