Unimog - den legendariske terrænbil
Unimog har været en legende siden første model kom frem i 50’erne – vi har prøvet den store U5000 på fabrikkens prøvebane.
4
Billeder
Unimog bygges på Mercedes-Benz’ fabrik Special Trucks i Wörth ved Karlsruhe. Her håndbygges store dele af køretøjet af et særligt udvalgt personale. Unimoggen sælges mest som redningsbil og kommunalt køretøj.
(foto: Carsten Teiner)
Det fungerer kun i manuel mode i den automatiserede, manuelle gearkasse.
Bilens lille overhæng og store frihøjde plus 30 grader akselvandring og låsemuligheder i for og bagaksel betyder, at bilen næsten altid har kontakt med alle fire hjul – blandt andet med en rampevinkel på 38 grader og 45 grader stigeevne.
Vi udsatte bilen for alle de udfordringer, der var mulige – og angreb bakkerne lige på og fra siden. En sidehældning på 38 procent er maksimal hældning – det nåede vi ikke, men man skal være iskold, når man trækker op i bakken.
Til- og frakørselsvinkler på 44- og 51 procent vidner også om de enorme og ekstreme offroad egenskaber, som bilen har.
Vi har tidligere testet Mercedes-Benz’ offroad lastbil Zetros med den GM-producerede Allison gearkasse. Unimoggen har Mercedes’ egen 8-trins elektropneumatiske gearkasse.
Testbilen er en Unimog 5023 i Euro 6 udførelse. Den 231 hk store maskine har et moment på 900 Nm ved 1.200-1.500 omdrejninger. Det forklarer dens kræfter i terrænet.
Akslerne har den til fælles med Zetros, men Unimoggen har også spær både på for- og bagakslen.
Universal Motor Gerät
Unimog betyder Universal Motor Gerät, og med sådan en bil kan man få opfyldt de fleste terræn-krav.
Unimog findes i flere udgaver, men fælles er, at de kan køre i totalt uvejsomt terræn.
Med en hastighed på 15 km/t bevæger man sig afsted i terrænet, mens man kommer op på knap 90 km/t på landevejen. Der er 100 procent spærredifferentiale. Det er godt - og nødvendigt - når man nu reklamerer med, at bilen kan klare vadedybder på 1,2 meter.
Skal man have trailer med, kan den trække op til 14,2 ton. Det kunne jo være, at man skulle køre med et rullende elektricitetsværk til fjerne arbejdsområder eller til nødhjælpsopgaver.
Farvandsvæsenet købte for et par år siden en Unimog til redningstjeneste – eller SAR (Search And Rescue) opgaver. Den er stationeret i Agger på Vestkysten.
Dansk kunde
Hos Mercedes-Benz forhandler i Esbjerg, Bent Pedersen, solgte man en U5000 til Jysk Geoteknik. Dan kan tage jordbundprøver hvor som helst.
Egentlig kan man sammensætte sin Unimog helt individuelt, hvad mange kunder også gør. Mange skal have kraftudtag, hvor man kan få op til 320 Nm at gøre godt med - eller hydraulikudtag. Mercedes klarer 60 liter i minuttet i op til 240 bars tryk.
Prisen på bilen? Man taler om priser på over en million kroner inden opbygning.
Special Trucks
Unimog bygges på Mercedes’ fabrik Special Trucks i Wörth ved Karlsruhe. Her håndbygges store dele af køretøjet af et særligt udvalgt personale.
Special Trucks bygger 20 biler om dagen af mærkerne Unimog, Zetros og Econic – plus nogle specialmodeller af Arocs og Actroc. Årlig produktion: 3.800 enheder.
Ved siden af ligger verdens største lastbilfabrik, hvor Mercedes-Benz bygger de fleste af sine ”almindelige” lastbiler. Selve samlehallen er over en kilometer lang og dækker et område på 2,9 millioner kvadratmeter. Der er 12.000 ansatte. Her bliver der produceret lidt over en halv million lastbiler om året.
Mest kendte lastbil fra Special Trucks er Unimog. Den sælges mest som redningsbil og kommunalt køretøj. Bilerne er ofte i tjeneste i over 20 år, men Mercedes garanterer, at der stadig kan skaffes reservedele.
En lastbærer
På transportmessen Vestfyn Trækker udstillede Mercedes en U427 på 299 hk og et moment på 1.200 Nm. Det er 4x4 køretøj på 14 ton og med et 6 trins manuelt gear plus yderligere 8-trins arbejdsgear.
Bilen er en såkaldt lastbærer, så der kan monteres både plæneklipper, gødningsspreder og vandingssystem foran på bilen.
Man kan sågar få en Unimog, hvor man hurtigt kan flytte rat og pedaler fra venstre til højre side, hvis kommunen skal slå græsset i vejkanten.
Den udstillede bil havde VarioPilot, hvor man kan skifte fra venstre- til højrestyring (rat og pedaler skubbes til siden). Gearkassen var hydrostatisk til kørsel ned til 0,5 km/t.
Artiklen er en del af temaet Test.