Gl. Lillebæltsbroen under kniven
Torsdag 30. juni 2016 begynder Vejdirektoratet et vejarbejde på broen, som både forbedrer vejen og køresikkerheden
Trafikken og vejrliget har over tid slidt så meget på brobelægningen på strækningen, at Vejdirektoratet nu udskifter den. En ny brobelægning vil betyde længere levetid for vejen og en bedre og mere køresikker oplevelse for trafikanterne.
Arbejdet vil denne sommer blive udført forceret, og i sommerferien, for at minimere trafikgenerene mest muligt. Det vil sige, at arbejdet om muligt udføres 24 timer i døgnet og syv dage om ugen. Særligt støjende arbejder udføres primært i dagstimerne, men der kan forekomme støjende arbejder uden for normal arbejdstid.
Vejarbejder er altid meget afhængige af vejret, og derfor kan der være dage, hvor maskinerne ikke kan køre. Ligeledes skal der udføres betonarbejder på broen, som har en lang hærdeperiode. Det medfører en kortere periode, hvor der ikke kører maskiner på broen.
Trafikale forhold
Arbejdet er et forsøgsprojekt, som skal danne grundlag for et større renoveringsprojekt, der udføres i 2017 og 2018. Der arbejdes derfor på en strækning over 350 meter i retning mod Middelfart. Arbejdet opdeles i to etaper á cirka. 175 m pr. etape.
Trafikken snævres ind til et smalt kørespor, hvorfor der vil være spærret for brede køretøjer, såsom lastbiler, busser og landbrugskøretøjer. Disse ledes via orienteringstavler over Ny Lillebæltsbro.
Trafikken afvikles med signalregulering. Der vil dog være kortere perioder med totalspærring af broen, hvor trafikanter ledes henover Ny Lillebæltsbro. Cyklister og fodgængere kan dog stadig passere.