23948sdkhjf

Lastbilchauffører kommer oftest til skade, når de holder stille

Når lastbilchauffører kommer til skade, så sker ulykkerne oftest IKKE, når de sidder bag rattet. Det sker i stedet, når de arbejder alene - og eksempelvis læsser af og på, skriver Avisen.dk.

93 procent af de alvorlige ulykker for lastbilchauffører sker, fordi de falder uheldigt ned eller kommer galt afsted, når de håndterer gods. Kun seks procent af ulykkerne sker i trafikken. Altså i form af for eksempel højresvings-ulykker eller sammenstød.

Det fremgår af Arbejdstilsynets data for ulykker, hvor lastbilchauffører efterfølgende er blevet sygemeldt i mindst tre dage.

- Lastbilchauffører kommer for eksempel til skade, fordi der vælter varer ned over dem, når de flytter rundt med paller. Eller de får fingrene i klemme, når de i trange lastrum skal flytte rundt med gods, siger antropolog og ph.d. Regine Grytnes, som er forsker ved Arbejdsmedicinsk Klinik i Herning, til Avisen.dk.

Ifølge undersøgelsen fra klinikken i Herning er lastbilchauffører gode til at tippe hinanden om farer og risici. Men vognmænd og deres ledere er desværre alt for ofte dårlige til at informere chaufførerne. Det vurderer Kjeld Hougaard Jensen, som er arbejdsmiljøkonsulent i 3F Transport.

- Vognmændene har tit meget fine systemer til at styre deres flåde af lastbiler. Men de er langt fra altid gode nok til at bruge deres flådestyrings-systemer til at få kommunikeret ordentlig med chaufførerne, siger Kjeld Hougaard Jensen til Avisen.dk.

Han oplever, at chauffører bliver ladt i stikken.

- Der er for mange arbejdsgivere, som ikke opfylder deres pligt til at sørge for, at arbejdet foregår forsvarligt. De overlader det i stedet til chaufførerne at være deres egne problemknusere, siger Kjeld Hougaard Jensen.

Kilde: Avisen.dk

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078