Kæmpe-promille bag rattet af svinetransport
Chauffør kørte rundt i Aalborg i en brandert så stor, at han ikke kunne snakke med politiet
Han blev anholdt og kørt til politigården, hvor han måtte i detentionen.
- Han var simpelthen ikke i stand til at snakke med os, siger vagtchef Per Jørgensen fra Nordjyllands Politi.
Chaufføren havde omkring 160 svin om bord i transporten, der vejede 37 ton - så at der ikke skete noget, efter at chaufføren havde kørt rundt i bytrafikken i Aalborg i over en time, er nærmest lidt af et mirakel.
Politiet fik det første opkald om svinetransporten klokken 18.30, hvor vidner havde set den køre i området omkring Universitetsboulevarden. Her lykkedes det ikke at finde bilen, men en time senere kom et opkald fra et vidne, der havde set bilen på Hjørringvej i Nørresundby.
- Vi sendte straks en patrulje af sted, og midt på Limfjordsbroen møder de så svinetransporten, der er på vej den anden vej. Patruljen vender og får stoppet bilen midt på broen, siger Per Jørgensen.
Det viser sig, at chaufføren er endog meget påvirket.
- Han blæser alkometeret op på 2,53. Vi får hjælp fra færdselspolitiet til at kontrollere bilen, hvor det viser sig, at papirerne på transporten er i orden, siger Per Jørgensen.
Vognmanden måtte efterfølgende sørge for at få bilen hentet og svinene transporteret videre.
- Han var rystet over, at hans chauffør kunne finde på at gøre, som han havde gjort, siger Per Jørgensen.