Esbjerg Gods vingeskudt i priskrigen
Omkostningerne er kommet under lup efter utilfredsstillende årsregnskab fra den vestjyske transportvirksomhed
Det er ellers ikke en udvikling, der har været sædvane i virksomheden, der i 2014 kom ud med et resultat før skat på 1,5 mio. kr. Den fine tendens blev dog ødelagt med et resultat før skat i 2015 på – 2,3 mio. kr.
Ledelsen, der havde forventet et positivt resultat, der ikke ligefrem tilfredse.
- Vi oplever lige nu et presset marked, hvor priserne er på et niveau, hvor vi med vores set-up ikke har været i stand til at gøre det, vi kunne tidligere, forklarer administrerende direktør Christian B. Petersen.
Derfor er der også sat ekstra skarpt fokus på at optimere omkostningerne i 2016.
- Vi føler, at mange kunder kun fokuserer på pris, og derfor er vi også nødt til hele tiden at se på vores omkostninger, så vi kan tilbyde de rigtige priser overfor kunderne, siger direktøren.
Esbjerg Gods kører med 100 biler over hele landet, og virksomgeden har 130 ansatte. Og det er der ikke umiddelbart planer om at ændre:
- Vi ser, hvad der sker – vi er selvfølgelig opmærksomme på, om set-uppet kan ændres. Vi har ikke umiddelbart noget i støbeskeen, men vi har nogle afdelinger i Jyderup og Karlslunde, som er med til at generere underskuddet, fordi de ikke har været kørt helt optimalt.
Forventningen fra ledelsen er, at 2016 bliver bedre og ender i et plus. Ikke noget stort, men dog et plus.