23948sdkhjf

Se til højre…

Ny spejlbane på Dekra AMU Center i Brøndby skal forstærke kampen mod højresvingsulykker
Moderne lastbiler er udstyret med et hav af spejle, som skal forhindre højresvingsulykker – men er de nu indstillet korrekt?

Det er netop dét, som skal sikres ved hjælp af en ny, såkaldt spejlbane på Dekra AMU Center Sjælland i Brøndby. Eleverne på skolens chaufføruddannelser har nemlig fået et nyt våben i kampen mod de tragiske ulykker, som blandt andet skyldes dårligt udsyn fra chaufførsædet.

Striber i ’kravlegården’

Spejlbanen består af en række striber og afmærkninger, som er trukket op på skolens kravlegård. Eleven skal så placere lastbilen på et bestemt sted i denne bane – og herefter kontrollere, at han eller hun kan kigge i spejlene og se samtlige afmærkninger i asfalten.

Kan man ikke se det hele, skal man i gang med at rette på spejlene.

- Loven i dag siger, at man skal have hele fire spejle i højre side af førerkabinen. Men chaufføren er stadig ’blind’, hvis ikke spejlene er rigtigt indstillet, pointerer skolens drifts- og uddannelseschef Jens Faurschou.

- Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at lære eleverne hvordan man sikrer det bedst mulige udsyn.

Den rigtige indstilling

Spejlbanen blev indviet i maj og minder meget om de mobile spejlbaner, der bruges under politirazziaer på landevejene. Her ruller politiet en afmærket presenning ud omkring lastbilen og kontrollerer, om disse afmærkninger kan ses i lastbilens spejle.

Korrekt indstillede spejle er et af fire punkter, som eleverne skal lære i forbindelse med forebyggelse af højresvingsulykker. De øvrige tre handler om at rydde vinduerne for ting og dekorationer, at orientere sig grundigt forud for svinget, og at fokusere helt og holdent på at foretage svinget.

- Som sådan handler det ikke om elevens evne til at betjene lastbilen, men mere om at være bekendt med og bevidst om farerne og have den rigtige mentale indstilling til kørslen, siger Jens Faurschou.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14