Trafikdage indledt med politisk debat
Trafikdagene på Aalborg Universitet startede mandag med oplæg fra blandt andre Transport- og Bygningsminister Hans Christian Schmidt
Lektor Harry Lahrmann fra Aalborg Universitet bød velkommen til "transportbranchens største fætter- og kusinefest", som han godmodigt beskriver de populære Trafikdage. Men dermed ikke sagt, at alt trafikdagene blot er en hyggelig kaffesammenkomst:
- Der er mange forskellige holdninger, når det kommer til transportområdet, understregede han, og slog samtidig et slag for skabelsen af en samlet transportplan, der kan sætte kursen for udviklingen af transport i Danmark fremadrettet.
Efter velkomsten fik adjunkt Mikkel Thorhauge uddelt Professor P. H. Bendtsens trafikforskningspris af Professor Otto Anker Nielsen fra DTU Management Engineering. Prisen uddeltes for Mikkel Thorhauges PhD-projekt om trængsel og analyser af, hvordan man kan påvirke individer til at ændre deres afresjetidspunkter, så man på den måde undgår spidsbelastning på visse tidspunkter.
Transport- og Bygningsminister Hans Christian Schmidt havde også et oplæg til debat med til branchen, hvor der især blev talt om infrastruktur og offentlige anlægsprojekter.
På årets udgave af Trafikdage, der har været afholdt årligt siden 1994, var deleøkonomien og togfonden de helt store emner i debatten mellem de indbudte transportordførere: Rasmus Prehn fra Socialdemokratiet, Per Clausen fra Enhedslisten og Roger Matthisen fra Alternativet.