23948sdkhjf

Vi mangler lærlinge, ikke praktikpladser

Der er langt mellem unge mennesker, der kunne tænke sig et job i den maritime industri, mener Jenny N. Braat fra Danske Maritime
Der er grund til at rose arbejdsmarkedets parter, der har deltaget trepartsforhandlingerne, og som nu udmøntes i finanslovsforslaget.

Men set fra den maritime industri er der ingen grund til at fejre resultatet.

Det er godt, at regeringen har demonstreret sin vilje til at sætte fokus på industriens udfordringer med at skaffe job og arbejdspladser i fremtiden.

Men det er skidt, at resultatet lander på et koncept om pisk og gulerod. Løsningen er nemlig hverken straf eller belønning, men hjælpende hænder til virksomhederne.

Det, vi hører i virksomhederne, er behovet for en helt lavpraktisk og administrativ støtte til at få etableret praktikpladser. Regler og bureaukrati er der rigeligt af i forvejen. Det oplever ikke mindst de små og nystartede virksomheder, som ofte er etableret af en entreprenant håndværker, ikke en økonom eller bogholder.

Selv om vi også i den maritime industri hele tiden arbejder på at skaffe flere praktikpladser og kommer med kreative løsninger på, hvordan vi eksempelvis kan hjælpe virksomheder med at dele lærlinge, så er det i bund og grund ikke antallet af praktikpladser, der er problemet.

Vores helt afgørende udfordring er en åbenlys mangel på dygtige unge mennesker, der vil ind i den maritime industri! Og det gælder i hele Danmark, fra Skagen til Gedser og alle landets maritime klynger ind imellem.

Vi mangler folk til at udfylde pladserne fra de aldrende skibsmontører, maskinmestre, elektrikere, industriteknikere, svejsere, værktøjsmagere og mange andre faglærte, der om få år går på pension.

Den maritime industri er med sine over 40.000 beskæftigede her i landet den mest medarbejdertunge i Det Blå Danmark. Det er en industri med et iboende voldsomt vækstpotentiale. Men det potentiale bliver ikke udløst, hvis der mangler unge, kompetente hjerner med kyndige hænder til at udmønte virksomhedernes vækststrategier. Så er det vores konkurrenter i udlandet, der løber med væksten.

Hjælp os hellere med at få unge til at se i retning af det maritime end at give virksomhederne yderligere administrative byrder på halsen, tak!

Kilde: Danske Maritime

Artiklen er en del af temaet Debat.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079