Retten tog både lastbiler og tilladelser
Dansk ret dømmer makedonsk vognmandsvirksomhed for systematisk snyd med forfalskede kørebøger
Sagen havde sin opstart i sommeren 2014. I juli 2014 blev en chauffør, der var ansat i det makedonske selskab, dømt for at have forfalsket den kørebog, der hører med til den tilladelse, han kørte på. I september 2014 blev en anden chauffør fra samme selskab dømt for nøjagtig det samme.
- Chaufførerne forklarede, at de havde forfalsket kørebogen, der skulle bevise, at tilladelsens krav blev overholdt, fortæller anklager fra Sydøstjyllands Politi Pernille M. A. Moesborg, og uddyber:
- Det skulle se ud, som om lastbilen havde været i Makedonien, selvom den kørte rundt i Norden. Derfor kørte chaufførerne reelt ”uden tilladelse”, og det er det, selskabet nu er dømt for.
Retten i Kolding vurderede, at overtrædelserne var af så grov karakter, at selskabet også skulle tiltales for medvirken til chaufførernes overtrædelse af reglerne om dokumentfalsk i straffeloven.
Selskabet nægtede sig skyldig under sagen, men Retten i Kolding fulgte anklagemyndighedens ved Sydøstjyllands Politi påstand om domfældelse, straf og konfiskation.
- Retten lagde ved fastsættelsen af straffen vægt på sagens karakter og omfang, herunder at selskabet fortsatte med at overtræde reglerne, efter den første chauffør var blevet dømt, og at selskabet var straffet flere gange tidligere, forklarer anklager Pernille M. A. Moesborg:
- Og af samme grunde blev både lastbiler og CEMT-tilladelser konfiskeret.
Det er endnu ukendt, hvordan det makedonske vognmandsselskab forholder sig til dommen.