Politikere vil ændre parkeringsregler på rastepladser
Det skal være slut med at holde på rastepladserne flere dage i træk, mener transportordførere
Det mener et flertal af transportordførerne i Folketinget.
Derfor er der blandt ordførerne bred enighed om, at lastbiler højst bør kunne holde på rastepladserne i 24 timer ad gangen.
Det viser en rundspørge foretaget af DR Syd.
Det giver nemlig god mening at begrænse parkeringstiden, siger transportordfører for Enhedslisten Henning Hyllested.
- Udenlandske chauffører, der venter på den næste ordre, har nærmest taget ophold på mange rastepladser og lever deres liv der, når de ikke kører i lastbil, siger han.
- Hvis det kan være med til at begrænse den optræden, vil vi gerne støtte en begrænsning på parkeringen, siger Henning Hyllested.
Transportordfører for Dansk Folkeparti, Kim Christiansen, er heller ikke i tvivl om, at tidsbegrænsningen er en god idé.
- Der er brug for tidsbegrænsning for at udnytte kapaciteten på rastepladserne. Det er vigtigt, at de chauffører, der skal bruge en plads for at overholde reglerne om køre-hviletid, kan få en plads at holde på, siger han.
Men det er ikke nok at skilte med tidsbegrænsning, mener Kim Hansen, der er ejer af cafeteriet på rastepladsen Hylkedal Øst ved Kolding.
Han har haft tidsbegrænset parkering i mere end 10 år, men mener ikke, at det har haft nogen effekt.
- Det har ingen virkning overhovedet, for chaufførerne parkerer alligevel. Det nytter ikke noget, at man bare putter flere penge i skilte, hvis man ikke følger op med kontrol. Så er det penge lige ud i skraldespanden, siger han.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra transportminister Hans Christian Schmidt, men han oplyser, at han vil drøfte forslaget med transportordførerne i midten af september.