Færre chauffører snuppes for ulovlige elefantoverhalinger
I 2012 var der 132 tilfælde på den sønderjyske motorvej, mens der sidste år kun var 44 tilfælde.
I år har politiet indtil nu opdaget 14 ulovlige lastbiloverhalinger. Det skriver DR Syd.
Det er imidlertid uvist, om faldet skyldes, at lastbilchaufførerne overholder overhalingsforbuddet, eller om politiet opdager færre af de ulovlige elefantoverhalinger.
Knud Reinholdt, der er leder af færdselsafdelingen ved Syd- og Sønderjyllands Politi, erkender, at det ikke er noget, politiet prioriterer særlig højt.
- Vi har været meget hængt op af grænsesituationen, og så er der blevet prioriteret en del kræfter på fartkontroller i 2016, siger han til DR Syd.
Politiet vurderer heller ikke, at de ulovlige overhalinger er et stort problem, fortæller Knud Reinholdt.
- Det er ikke ensbetydende med, at det ikke sker, men vi oplever det ikke som omfattende, siger han.
Der er overhalingsforbud i myldretiden på motorvejen mellem Kolding Syd og den dansk-tyske grænse.
Knud Reinholdt forklarer, at de langsomme overhalinger giver risiko for trafikuheld, fordi de sænker den øvrige trafik.