ITD: Forbud mod overhaling bliver respekteret
Forbud er et nødvendigt værktøj for at få trafikken til at glide
Antallet af lastbiler, som er blevet taget for at overtræde overhalingsforbuddet på motorvejen i Sønderjylland, er i hvert fald faldet drastisk fra 132 hændelser i 2012 til 44 tilfælde i 2015. Det skriver DR Syd.
Jørn-Henrik Carstensen, der er chefkonsulent ITD, brancheorganisationen for den danske vejgodstransport, er overbevist om, at forbuddet mod at overhale i høj grad bliver respekteret.
Han ser forbuddet som et nødvendigt værktøj for at få trafikken til at glide på motorvejene.
- Optimalt set havde vi mere plads, men det har vi ikke, og vi skal alle være her. Det anerkender vi selvfølgelig, siger han til DR Syd.
Hos FDM er afdelingschef Torben Kusk godt tilfreds med udviklingen og med overhalingsforbuddet generelt.
Han mener ikke, det er de få, der ikke kan overholde forbuddet mod overhaling, der er det største problem på de danske motorveje.
- Det er den store mængde lastbiler, og de strækninger og tidspunkter, hvor der ikke er forbud mod at overhale, siger han til DR Syd.