23948sdkhjf

Fra traktormekaniker til marineservice

Morten Vestergaard skiftede spor og startede en virksomhed med kunder over hele verden.
Morten Vestergaard, grundlægger og ejer af Vestergaard Marine Service A/S, fyldte 50 år søndag den 11. september 2016.

I august 2001 etablerede han virksomheden Vestergaard Marine Service i Frederikshavn. På 15 år er virksomheden vokset fra to til over 150 ansatte og er udvidet med de seks søsterselskaber. Dermed er virksomheden, der har hovedsæde på Frederikshavn Havn, også repræsenteret i såvel Norge som Brasilien og på Rømø Havn.

Morten Vestergaard er vokset op i Vendsyssel med en enkelt afstikker til Horsens, og er oprindeligt udlært traktormekaniker.

Med sit lune, nordjyske sind og en altid venlig og imødekommende tilgang til sin omverden er han både i den maritime branche og i Nordjylland blevet kendt som en arbejdsom, ambitiøs og sympatisk virksomhedsleder. Igennem årene er både Morten Vestergaard selv og virksomheden blevet tildelt flere priser. Således modtog VMS i 2009 DI’s landsdækkende Initiativpris . I 2011 blev Morten Vestergaard kåret som årets nordjyske ejerleder, i 2012 blev VMS udnævnt til årets læreplads under EUC Nord, og i 2013 vandt virksomheden den nordjyske innovationspris. Også Frederikshavn Erhvervsråds Vækst og Vilje-pris er i 2014 blevet tildelt VMS.

Personlige relationer

Den maritime branche er kendetegnet ved at være båret af de personlige og faglige relationer, der eksisterer virksomhederne imellem, og igennem flere år har Morten Vestergaard da også været en af drivkræfterne i det maritime netværk, der udspringer af Frederikshavn Havn. Et netværk, der i høj grad bærer præg af en fælles vilje til at samarbejde og trække i samme retning til fordel for væksten i den maritime klynge.

Men Morten Vestergaards ambitioner rækker også ud over Frederikshavn og Nordjyllands grænser. I sagens natur arbejder man i den maritime verden i høj grad globalt. I 2008 etablerede VMS sig således i Norge, og i 2011 fulgte etableringen af værkstedsfaciliteter og siden et selvstændigt søsterselskab under dansk ledelse i Brasilien.

Tidernes skiften


Løbende har Morten Vestergaard formået at udvikle og tilpasse sin virksomhed til tidernes skiftende krav og nye markeder. Som virksomhedsejer har Morten Vestergaard haft et skarpt blik for, hvornår det har været påkrævet at hente nye kræfter ind, og for at håndplukke de folk, der i den givne situation har haft de helt rigtige kompetencer.

Evnen til at se og agere efter egne begrænsninger har også betydet, at Morten Vestergaard i år er trådt tilbage som adm. direktør for VMS. En ny direktør udefra er ansat, blandt andet med dén opgave at geare den samlede organisation til fortsat fremtidig vækst.

Morten Vestergaard har dog langtfra tænkt sig at holde sig ude af virksomheden. Han har fortsat sin daglige gang på såvel værksteder som kontoret, ligesom det i sagens natur også fortsat i høj grad er ham, der sammen med de øvrige nøglemedarbejdere plejer de forretningsmæssige relationer, der er så afgørende for virksomhedens fortsatte succes.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08