Flyvende fremtid på træ, halm og affald
Med bæredygtigt brændstof kan nordisk luftfart være på vej mod en grønnere fremtid
Det handler om muligheden for at producere bæredygtigt flybrændstof ud af restprodukter fra blandt andet fødevareindustrien, træ, halm, spildevand og sågar alger.
På en netop overstået konference i Oslo mødtes repræsentanter fra flyselskaber, flyproducenter, interesseorganisationer samt miljø- og energistyrelser fra hele Norden for at drøfte udsigterne for en bæredygtig fremtid for flybrændstof. Konklusionen var klar: Vi har et momentum, der kan få visionerne om en grønnere luftfart til at rykke nærmere.
- I dag er det muligt at producere bæredygtigt flybrændstof, men der er nærmest intet på markedet. Det må og skal ændre sig, så luftfart kan blive mere miljøvenligt, siger miljøchef fra Københavns Lufthavne Inger Sturm.
Teknologien, råvarerne og ’knowhow’ er der. Men det er stadig op til fem gange så dyrt at producere det bæredygtige flybrændstof i forhold til fossilt brændstof. Det gør det svært at få skub i udviklingen, fortæller udviklingschef Erik C. Wormslev fra Niras.
Produktionsomkostningerne og de lave oliepriser gør det derfor nødvendigt, at der enten kommer en frivillig, international aftale om at satse på det bæredygtige flybrændstof, eller at udviklingen støttes fra politisk side.
Men selvom omkostningerne vil være store, er der mange gevinster at hente – både for miljøet men også ved udsigten til tusindvis af nye, nordiske arbejdspladser.
- Der var stor enighed på konferencen om, at Skandinavien repræsenterer et stort potentiale for at blive producenter af flybrændstof og ikke kun forbrugere. Vi har så mange råvarer og så meget viden i Skandinavien, som ikke bliver udnyttet optimalt, siger Erik C. Wormslev.
Kilde: Niras