Udvidelse af motortrafikvej på Djursland snart slut
Nu kan trafikanterne på Djursland snart se frem til at køre på den nye version af motortrafikvejen mellem Løgten og Bale
Primo uge 38 starter entreprenøren på den sidste fase af projektet. Her skal lægges det sidste slidlag på asfalten, som giver kørekomfort, friktion og øger asfaltens levetid. Der skal også laves afmærkning og striber på vejbanen, og opsættes midterautoværn og hastighedstavler.
Arbejdet i denne sidste fase forventes at vare fra primo uge 38 og være afsluttet inden udgangen af oktober.
- Når vi er færdige, bliver motortrafikvejen en 2+1 vej, hvilket vil sige, at der er 3 spor i alt. Der bliver således skiftevis 2 spor i den ene retning og 1 i den anden, hvorefter det skifter, så der bliver 2 spor i den anden retning.
- Slidlaget og vejudstyret er det sidste, vi mangler, for at kunne give trafikanterne en færdig, ny og bredere motortrafikvej på Djursland. Jeg er godt klar over, at nogle trafikanter har haft gener i anlægsfasen, men jeg er sikker på, at den bedre fremkommelighed på en markant pendlerrute mellem Djursland og Aarhus er besværet værd. Trafikanterne bliver hurtigt glade for at kunne benytte et ekstra spor i hver retning mellem Løgten og Bale, siger Vejdirektoratets projektleder Shahriar Honar.
I den sidste fase slipper trafikanterne ikke helt for trafikale restriktioner. Om dagen afvikles trafikken normalt på den tosporede vej, men om aftenen og natten i tidsrummet 18 til 6 vil strækningen være spærret, og trafikanterne bliver ledt ud på en omkørselsrute, som vil være skiltet.
- Jeg vil også gerne benytte lejligheden til at takke trafikanterne for tålmodigheden i anlægsfasen hidtil. Folk har kørt pænt derude, og vi har været forskånet for uheld. Nu håber jeg, at man fortsat vil køre pænt i den sidste fase af arbejdet også, siger Shahriar Honar.