100 km/t på flere motortrafikveje
Vejdirektoratet har igangsat arbejdet med at opgradere en række motortrafikvejsstrækninger til 100 km/t.
Bilisterne har allerede fået glæde af opgraderingen på strækningen fra Holbæk til Vig, hvor det i sommeren blev tilladt at køre 100 km/t.
I øjeblikket arbejdes på også at opgradere strækningerne Bredsten-Vandel, Sdr. Borup-Assentoft, Løgten-Bale, Bale-Ugelbølle og dele af Næstved Nordlig omfartsvej.
Opgraderingerne indebærer blandt andet, at der etableres nye midterautoværn for at øge sikkerheden, når hastigheden sættes op.
- Jeg er glad for, at opgraderingerne er i gang, så bilisterne får lov til at sætte hastigheden op på udvalgte veje rundt omkring i landet. Ved at øge hastigheden på de motortrafikveje, som er egnet til hurtigere kørsel, gøres det nemmere at komme fra A til B. Det hjælper på mobiliteten i samfundet og er til glæde for bilisterne, siger transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt.
Strækningerne, hvor det bliver muligt at køre 100 km/t fremfor de nuværende 90 km/t, åbnes i takt med at opgraderingerne færdiggøres i tiden frem til og med 2017.