23948sdkhjf

Politikere er klar til at ændre trafikforlig

Fire folketingspolitikere var i Fredensborg i går aftes for at høre borgernes frygt for modulvogntog.
Står det til de fire folketingspolitikere, der i går aftes var til borgermøde i Fredensborg, bliver modulvogntogenes indmarch i den royale, nordsjællandske by skudt til hjørne.

De fire politikere - Christine Antorini (Socialdemokratiet), Lars Arne Christensen (Konservative), Kim G. Christiansen (Dansk Folkeparti) og Hans Andersen (Venstre) - var klar til at revidere forsøget med modulvogntog fra 2014, så Fredensborg eventuelt kommer ud af forsøget.

- Vi er med i trafikforliget, og vi står selvfølgelig fast på den beslutning, der i sin tid blev taget; men hvis vi får en ny viden om, at beslutningen er forkert, er vi da klar til at ændre på forslaget, sagde Christine Antorini.

Og det var netop ny viden, som politikerne fik. Fredensborg Kommune havde nemlig forberedt mødet ved at foreslå en alternativ rute for modulvogntogene. I stedet for at køre ad Rute 6 gennem Fredensborg mellem Hillerød og Helsingør, kunne modulvogntogene tage Isterødvejen (motortrafikvej) til Hørsholm og der køre på Helsingørmotorvejen og komme til Helsingør.

Ifølge kommunen er ruten 9 km længere, men der er ingen tidsforskel – hverken i eller uden for myldretiden. Det havde kommunen beregnet ved at bruge Google Maps.

Vil gerne overveje alternativet

Konfronteret med dette alternativ, sagde Christine Antorini:

- Hvis det kan lade sig gøre at køre med modulvogntog ad en alternativ rute, som vi ikke har været opmærksomme på, vil vi gerne overveje det.

Både Lars Arne Christensen, der er de Konservatives nye folketingskandidat i Nordsjælland, og Hans Andersen, der er medlem af trafikudvalget for Venstre, lagde sig tæt op ad Antorini. Begge understregede, at de ikke er imod modulvogntog, men at de er klar til at lade Vejdirektoratet se på forslaget fra Fredensborg Kommune.

Modulvogntog giver færre lastbiler

Kun Kim G. Christiansen, Dansk Folkeparti, holdt fast i, at modulvogntogene kan reducere den tunge trafik igennem Fredensborg.

- Tanken med modulvogntogene er, at der kommer færre lastbiler. Hvis der for eksempel kører 300 lastbiler gennem Fredensborg, vil der med modulvogntog kun komme 200. Modulvogntog vil alt andet lige give færre lastbiler i Fredensborg.

- Og så må jeg skyde bolden tilbage kommunen. Trafikforliget blev aftalt for to år siden. Derfor undrer det mig, at kommunen først kommer med deres alternative forslag nu.

- Men jeg vil også gerne lade Vejdirektoratet se på forslaget fra Fredensborg kommune.

DTL i "løvens hule"

Den helt overvejende holdning blandt de 150 fremmødte Fredensborg-borgere var et ”nej til modulvogntog". Midt i denne menneskemængde var Erik Østergaard, adm. direktør i DTL Danske Vognmænd, stort set ene om at være tilhænger af modulvogntog igennem Fredensborg.

- Jeg kan godt forstå jeres følelser, men der er altså ingen problemer med modulvogntogene. De kører uden problemer i Helsingør, der har mere tæt bebyggelse end i Fredensborg, sagde han.

Hele tre gange tog Erik Østergaard ordet for at fortælle om modulvogntogets lyksaligheder, men lige lidt hjalp det.

Borgerne i Fredensborg er imod modulvogntogene – og det blev klart understreget af Ole Sehested, der selv bor i Fredensborg og er tidligere transportdirektør i DFDS.

- Transportbranchen har ikke brug for at køre modulvogntog igennem Fredensborg, sagde han.

Debatten varede i lidt over to timer, før politikerne fik lov til at køre hjem.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094