Scania lukker anlæg i Vejle
Scania er i trekantområdet repræsenteret med 4 store værksteder, hvilket er en overkapacitet i forhold til den nuværende markedssituation.
Derfor har Scania Danmark besluttet fremover at samle alle aktiviteterne på de tre Scania-anlæg i Horsens, Fredericia og Kolding. Dermed står Vejle-anlægget overfor en lukning.
- Det kræver store investeringer at holde vores anlæg tidssvarende i forhold til arbejdsmiljø, effektivitet og kundefaciliteter. Da Scania-anlægget i Vejle er et lejemål, som snart udløber, og mange af vores kunder er placeret tæt på Horsens, giver det mest mening at lukke Vejle-anlægget, når Horsens-anlægget står klar, fortæller servicedirektør Allan Kiby.
Nye moderne faciliteter
Scanias renoverede anlæg i Horsens vil fremover kunne tilbyde helt nye og moderne indskrivningsfaciliteter og et behageligt opholdsrum for ventende gæster. Derudover vil værkstedspersonalet få bedre bade- og omklædningsfaciliteter, et nyt koldlager og meget mere.
- Scania er et kvalitetsmærke og for at fastholde vores konkurrenceevne er det vigtigt for os, at vi altid kan tilbyde vores kunder den mest professionelle service i de bedste rammer, fortæller servicedirektør Allan Kiby.
Scanias uddannelsescenter for mekanikere, som hvert år afholder 1.200 uddannelsesdage for Scanias autoriserede værksteder, vil blive flyttet fra Vejle til forbedrede forhold i Horsens.
Arbejdspladser flyttes
- Det kan naturligvis ikke undgås, at nogle af vores kunder vil mærke lukningen. Vi håber, at vores kunder har forståelse for situationen og vil mærke nogle af de mange forbedringer som vi foretager i denne forbindelse, blandt andet udvidede åbningstider, fortæller Allan Kiby.
De påtænkte ændringer og investeringer er udtryk for en ”rightsizing” af organisationen på grund af den nuværende markedssituation, understreger Scania.
Når lukningen af Vejle er gennemført, råder Scania fortsat over 16 egne anlæg i hovedstadsområdet, på Sjælland og Fyn samt i Midt-, Vest- og Sønderjylland.
- Alle medarbejderne i Vejle får tilbud om at arbejde på et af de nærliggende Scania-anlæg. Jeg ønsker værkstedschef Per Timmermand og hele hans dygtige team velkomne til Horsens og ser frem til et fortsat top professionelt samarbejde, slutter Allan Kiby.