Nyt logistikcenter skyder op ved Greve
Logistik- og transportbranchen er i en rivende udvikling, og der er grundlæggende mangel på attraktive logistikgrunde, der kan rumme branchens vækst og udvidelsesbehov.
Danskernes forbrugsmønstre, så som stigende E-handel, påvirker branchen i stadig højere grad. Ligeledes efterspørger branchen egnede lokaler for tredjepartslogistik.
Men det skal der gøres noget ved, mener de i Greve Kommune, hvor der nu er en lokalplan på vej, som vil tillade opførslen af op mod 100.000 m2 bygninger til logistik, lager, distribution og produktionsvirksomheder med væsenligt transportbehov.
Stender-gruppen står bag udviklingen af dette projekt, som omfatter 4 matrikler med et samlet grundareal på i alt ca. 230.000 m2. Området kommer til at hedde Greve Distributions Center - eller forkortet GDC.
Fleksibel logistikpark
Ideen bag GDC er at skabe en fleksibel løsning for de virksomheder, der ønsker at etablere sig i området, fortæller Carsten Stender, indehaver og stifter af Stender-gruppen.
- Hvis virksomhedens arealbehov ændrer sig, kan der sandsynligvis sikres lokaler indenfor GDCs rammer – således at man ikke nødvendigvis er tvunget til at fraflytte området, hvis der er for lidt plads – men blot kan leje yderligere kvadratmeter i GDC.
- Vi har stor interesse fra mulige investorer, som ønsker at være Bygherre på dette spændende projekt. Vi forstiller os, at der indgås en aftale i løbet af kommende måneds tid, tilføjer Carsten Stender.
Byggestart ultimo 2017
Byggeriet af GDC forventes at kunne påbegyndes ultimo 2017/primo 2018. De første virksomheder forventes at kunne flytte til GDC i 3. kvartal 2018.
Således pågår der allerede nu forhandlinger med en lang række virksomheder, der viser konkret interesse for at etablere sig i GDC.
- Vi har haft en overvældende interesse for projektet, selv om projektet ikke har været offentligt eksponeret endnu. Vi regner med, at 6-8 virksomheder vil etablere sig i GDC, siger Carsten Stender.
GDC er det største logistikprojekt, som Stender-gruppen hidtil har arbejdet på.