Unge studerende kan udvikle transportbranchen
ITD fik onsdag besøg af 9 ingeniørstuderende fra Danmarks Tekniske Universitet (DTU). Besøget var en del af DTU Innovation Pilot, hvor de studerende skal finde løsninger på konkrete udfordringer i udvalgte virksomheder. Det skriver ITD i en pressemeddelelse.
Hos ITD skal de studerende lave bud på alternative strømforsyninger til lastbiler, som kunne være via solceller, vind eller en energibesparende løsning.
Poul Bruun, innovationschef hos ITD, glæder sig over projektet:
- Det er vigtigt, at vi samarbejder med universiteter og uddannelsessektoren for at udbrede kenskabet til transportbranchen, og de muligheder, der er i at udvikle en moderne transport- og logistikbranche. Uddannelses- og forskningsverdenen skal få øjnene op for vores branche.
- De studerende skal gerne opdage, at transportbranchen er en fantastisk verden med masser af fremtidige beskæftigelsesmuligheder uanset om det er inden for sprog, matematik, systemer eller ren teknologi. Branchen får behov for personer til at udvikle, og her er både eldrift og digitalisering væsentlige elementer. Og så skal vognmænd, transport- og logistikvirksomheder tage imod al den hjælp, den kan få.
- Branchen får her mulighed for at unge, friske øjne kan komme med løsningsmuligheder på nogle af de udfordringer, vi har, så det gælder om at være åbne over for alle input udefra.
- Når vi er med denne gang sammen med en medlemsvirksomhed, så er målet at få endnu flere medlemmer over hele landet til at melde sig, så de kan få input til at udvikle deres forretninger.
De 9 studerende hos ITD er fordelt på to grupper, og det er nogle blandede hold. For de unge kommer fra vidt forskellige studieretninger, der blandt andet tæller kemi, maskin, bygning og sundhedsteknologi.
Indsigt via virksomhedsbesøg
Efter en gennemgang og drøftelse af status på projekterne hos ITD, blev de studerende kørt til H.P. Therkelsen i Padborg. Her svarede værkfører Mikael Liljegren på praktiske og tekniske spørgsmål om solceller og lastbiler, inden han tog de studerende med ud til en lastbil, så de kunne komme ind i førerhuset, se på batterier og anden teknik.
H.P. Therkelsen er også med i DTU Innovation Pilot, og 15 studerende – fordelt på tre grupper – har til opgave at hjælpe virksomheden med at finde løsninger på digitalisering af dokumenter.
Fakta: Projektet kører i forårssemesteret, og der er tale om eksamensopgaver. |