Chauffører og forældre i strid om skolevej
Forældre på Lynghøjskolen i Svogerslev ved Roskilde har på det seneste flittigt filmet lastbilchauffører, der benytter sig af deres børns skolevej.
Det skriver TV2 Lorry.
Forældrene frygter for deres børns sikkerhed, fordi lastbilerne kører til og fra en industrigrund midt på den eneste og smalle vej til Lynghøjskolen.
Men ifølge Roskilde Biludlejning, der hører til på industrigrunden, er det en overreaktion:
- Vores biler kommer ikke i det tidspunkt, børnene skal til og fra skole. Og det er kun en gang om ugen, eller to hvis vi er rigtig uheldige, de kommer her forbi, siger Yakob Okur, der er daglig leder hos det nystarterede Roskilde Biludlejning, til TV2 Lorry.
Forældrene på Lynghøjskolen har delt billeder og videoer af chaufførerne i Facebookgruppen ’4000 Svogerslev’. Men virksomhedernes lastbiltrafik er altså helt lovlig ifølge Roskilde Kommune.
Videoerne på Facebook viser blandt andet chauffører, der bugserer og bakkker op på begge fortove for at komme enten til eller fra industrigrunden. Men ifølge Yakob Okur viser videoerne blot et par nye chauffører, der lige har skullet lære området at kende.
Kilde: TV2 Lorry