23948sdkhjf

Tyskland forbyder ugehvil i førerhuset

Tyskland har som det seneste europæiske land indført et forbud for chauffører mod at tage det regulære ugentlige hvil i førerhuset

Det tyske parlaments to kamre har af to omgange vedtaget et forbud mod afholdelse af det regulære ugentlige hvil i førerhuset. De indfører nu bøder for såvel chauffører som virksomheder, som ikke holder sig til reglerne.

- Tyskland er det tredje land i rækken, som vælger at indføre bøder for at tage det regulære ugentlige hvil i førerhuset. Vi ser frem til vejpakken, hvor vi regner med, at der kommer et forslag til fælles EU-regulering på området, siger ITD’s public affairs chef Karen Roiy.

Ved brud på de tyske regler er både chaufføren og transportvirksomheden ansvarlig. Chaufføren skal betale 90 euro per time ulovligt tilbragt i førerhuset, mens virksomheden skal betale 180 euro per time, som chaufføren har tilbragt i førerhuset i forbindelse med det regulære ugentlige hvil.

De tyske politikeres argument er, at ordningen skal beskytte chaufføren mod kummerlige forhold og vil medvirke til at skabe lige vilkår i branchen.

Håndhævelse endnu uklar
Selvom man fra tysk hold har indført de nye regler, så har man fra de tyske myndigheders side ikke gjort sig de store overvejelser om selve håndhævelsen.

Op til første afstemning i det tyske parlament blev det af flere tyske transportorganisationer fremhævet, at det er uhensigtsmæssigt at forbyde en chauffør eksempelvis at se satellit-tv i førerhuset.

Ud over Tyskland har Frankrig og Belgien indført lignende regler. En europæisk indstilling fra EU-Domstolens generaladvokat udfordrer branchepraksis for hvil i førerhuset. EU-Domstolens generaladvokat har i begyndelsen af februar 2017 vurderet, at EU-lovgivningen ikke åbner op for, at chauffører kan foretage hvil i køretøjet ved regulære ugentlige hviletider. Generaladvokatens afgørelse er ikke endelig, før EU-Domstolen har bekræftet denne.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.081