23948sdkhjf

ITD: Gode takter i forslag til moderne planlov

ITD ønsker dog en bestemmelse ændret, så vognmandsvirksomheder nemmere kan få landzonetilladelser

Den igangværende modernisering af planloven lægger op til, at kommuner, borgere og virksomheder får bedre mulighed for at skabe vækst og udvikling i by- og landområder. Lovforslaget styrker rammerne for, at der støttes op om lokale initiativer, og at der bliver mere fleksibilitet ved kommende virksomhedsudvidelser.

- ITD hilser det nye lovforslag velkomment. Det vil åbne op for nye udviklingsmuligheder i landdistrikterne, hvor mange af vores vognmandsvirksomheder typisk har hjemme, siger Carina Christensen, administrerende direktør i ITD.

På et meget væsentlig punkt har man dog ikke lavet nogen ændringer i forhold til den gældende planlov. Det gælder planlovens paragraf 35, stk. 1 om, at erhverv, der ikke har forbindelse til jordbrugserhverv, skal henvises til erhvervsområder i byzoner. ITD forudser, at det fortsat vil skabe store udfordringer for vognmandsbranchen, hvis den bestemmelse fastholdes i den nye lov.

Efter den gældende planlov kan det være vanskeligt at få tilladelse til at drive vognmandsvirksomhed i landzone, hvor vognmænd typisk ønsker at etablere sig. I dag har planloven opdelt Danmark i landzone, byzone og sommerhusområde. I landzonen må der ikke bygges nye huse, og erhvervsmæssigt er kun landbrug, skovbrug og fiskeri tilladt.

Desuden kan bygninger, der ikke længere er nødvendige for landbrugsdrift, anvendes til håndværks- og industrivirksomhed, mindre butikker og bolig. Vognmandsvirksomhed er ikke nævnt som en mulighed.

- Vi ser mange udfordringer i den bestemmelse. Vi har oplevet, at en vognmand med virksomhed i en landzone fra den ene dag til den anden har fået at vide, at der ikke længere kunne drives virksomhed fra adressen, selv om virksomheden er blevet drevet fra samme plads i mange år. Vi har også set eksempler på, at vognmandsvirksomheder på grund af indskrænkende bestemmelser i den hidtidige planlov har fået afslag på virksomhedsudvidelser, siger Carina Christensen.

- Tiden er inde til, at det nu meget tydeligt præciseres i planloven, at vognmandsvirksomheder også kan få landzonetilladelser fra kommunen, tilføjer hun.

ITD mener yderligere, at man i den igangværende revision af planloven bør sikre, at erhvervsarealer beliggende langs motorveje forbeholdes transporttunge virksomheder, så vækstpotentialet for den type erhverv kan fastholdes. Dermed tages der også mest mulig hensyn til, at tung trafik ikke kører gennem beboede områder. En tilsvarende bestemmelse bør også kunne indføres for godsterminaler og havne.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11